Vejen
Præstegade er muligvis det kaldenavn, Præstegårdsvej havde før den officielle navngivning af gaderne i Vojens i 1934-35. Navnet optræder i en artikel fra 1937, hvor en række gader i byen overtages af kommunen. Det drejede sig om Præstegade, Danmarksgade, Søndergade, Elmegade, Allégade, Møllevej og Smedevænget. Da alle de øvrige navne er skrevet korrekt i artiklen, virker det pudsigt, at Præstegårdsvej skulle kaldes Præstegade uden grund. Der er helt sikkert tale om Præstegårdsvej, som netop var privatejet inden da. Det kan derfor tænkes, at kaldenavnet Præstegade har hængt fast hos journalisten, da det kun var 2-3 år siden, at vejen officielt kom til at hedde Præstegårdsvej.
Præstegårdsvej har sit udspring på sydsiden af Østergade, lige øst for jernbanen. Vejen blev i begyndelsen kaldt Feldweg, hvilket blot betyder markvej, da den korte vej førte ud til markerne syd for hovedgaden. I den første halvdel af 1900-tallet voksede vejen sig gradvist længere, indtil den i første halvdel af 1960erne nåede sin nuværende længde på cirka 630 meter, hvor den munder ud i Søndre Ringvej. I forbindelse med, at Præstegårdsvej 4A-D blev bygget i 2004, blev der lavet en afstikker fra Præstegårdsvej, som fører forbi bygningerne, før den drejer mod nord og munder ud i Østergade umiddelbart øst for jernbanen. Denne afstikker er cirka 175 meter lang.
En interessant detalje er, at den sydlige ende af Præstegårdsvej hele tiden har været brugt som forbindelsesvej, også inden Præstegårdsvej nåede sin endelige længde. Bl.a. har man kunnet krydse sporene og nå forbindelse med den sydlige ende af Hans Grams Gade (nu Danmarksgades sydlige ende) og Over Jerstalvej, ligesom der også er løbet en vej ud til Jernhytvej.
Præstegårdsvej har en lang række sidegader. På vestsiden er det Præstevænget, Øster Alle, Kædevænget og Hybenvej, mens man kan nå til P.N. Lagonis Vej, Jyllandsgade, Kløvervej og Syrenvej på vestsiden.
Vejen har 44 adresser, hvor de fleste er almindelige huse. Mod nord ligger der dog fire blokke på Præstegårdsvej 4A-D,
og mod syd er der rækkehuse på Præstegårdsvej 30-42. Det ældste hus er Præstegårdsvej 2 fra 1905.
Navnet
Hvis det var sådan, at kaldenavnet Præstegade faktisk blev brugt, hænger det helt sikkert sammen med præstegården,
som lå på Præstegårdsvej 4, hvor de nye lejeligheder 4A-D i dag ligger. Den flotte præstegårdsbygning stod klar til
indflytning i 1922 og blev desværre revet ned i 2003.

Præstegården 1964