Menu

Danmarksgade

Vejen

Danmarksgade er sammen med Vestergade, Østergade, Hans Grams Gade og Elmegade blandt de ældste gader i Vojens. Den blev tidligere kaldt Tværgade, men skiftede i forbindelse med den officielle navngivning i 1934/35 navn til Danmarksgade.

Vejen løber fra Vestergade i nord sydpå til krydset med Hans Grams Gade og Søndergade. Oprindeligt var Hans Grams Gade den dominerende af de to gader og løb videre sydpå, men i forbindelse med en vejomlægning i slutningen af 1960erne blev Danmarksgade i stedet dominerende og løber derfor nu videre sydpå til et punkt omtrent 200 meter syd for Søndergadekrydset.

Tælles hele forløbet med, når Danmarksgade derfor op på en samlet længde på ca. 380 meter, hvor ca. 185 meter ligger nord for Søndergadekrydset. Der er kun seks privatadresser, men dertil kommer også nogle adresser i industridelen mod syd. Den ældste er Danmarksgade 4 fra 1907.


Danmarksgade 1907

Navnet

Traditionelt bruges navne, som henviser til et land, en landsdel eller en by, til at vise en tilknytning til det pågældende sted. Da Danmarksgade fik sit navn, lå genforeningen i 1920 kun få år tilbage, og det var derfor nærliggende at bruge navnet til at signalere, at byen var dansksindet og knyttet til Danmark. Sjællandsgade, som fik sit navn i samme ombæring, signalerer det samme, og det gælder for så vidt også for Jyllandsgade og Dybbølgade, selv om disse først kom til omkring 20 år senere.

Samtidig var navnet Tværgade ikke så meningsfuldt mere, da der i 1935 allerede var indtil flere veje, som kunne siges at løbe på tværs af hovedgadens retning, deriblandt Nørregade, Skovvej (Stadion Alle), Elmegade og Smedevænget.

Tilbage til oversigten over vejnavne