Vejen
Smedevænget er en sidevej på Østergades sydside cirka midt mellem Præstegårdsvej mod vest og Jernhytvej mod øst. De første huse blev bygget på vejen i 1930erne med Smedevænget 2 fra 1931 som det ældste, og længe var vejen væsentligt kortere, end den er nu. Den nåede omtrent til, hvor Smedevænget 14 ligger. Med andre ord var den ikke mere end cirka 175 meter lang.
Da byen i midten af 1950erne og frem fik vokseværk mod syd, voksede Smedevænget med. Først
med anlæggelsen af Jyllandsgade omkring 1955, hvor Smedevænget 15-48 også blev bygget, og senere
i den sidste udvidelse med blandt andet Syrenvej og Gyvelvej, hvor Smedevænget 56-72 fra 1962
blev bygget. Da vejen endelig nåede Gyvelvej mod syd og dermed ikke kunne vokse yderligere,
var den nået op på de cirka 750 meter, den stadig har i dag.

Smedevænget o. 1950
Herunder kan I se Smedevænget, som vejen tog sig ud i hhv. 1954 og 1964.
Navnet
Smedevænget har sit navn efter smedjen, som lå ved Smedevængets udmunding, hvor tankstationen på Østergade 32 i dag ligger.
Helt tilbage i 1904 havde Niels Chr. Jensen smedje på adressen, og smedevirksomheden
fortsatte indtil 1955. Da den nye vej vest for smedjen begyndte at vokse frem i begyndelsen af 1930erne, var det derfor
meget nærliggende, at den ved den officielle navngivning af byens veje i 1934/35 fik navnet Smedevænget.

Kort over Vojens o. 1926