Vejen
Øster Alle ligger centralt i byen syd for den vestlige del af Østergade og klemt inde mellem jernbanesporene mod vest og Præstegårdsvej mod øst. Vejen har sit udspring i Præstegårdsvej, hvorefter den løber mod vest til den når jernbanen. Her drejer den mod syd og fortsætter cirka 450 meter, indtil den munder ud i Tjørnevej. I alt er vejen cirka 555 meter lang.
Øster Alle har 37 huse, hvor de ældste er Øster Alle 1-18 fra 1948. Adresserne 1A og 2A kom først til senere. De øvrige huse på Øster Alle udgør sammen med Øster Alle 1-18 en del af det militære boligbyggeri, som blev iværksat i perioden omkring 1948-1954 for at bygge cirka 100 lejligheder til personer, som blev ansat ved Skrydstrup Flyveplads.
Andre veje, som blev anlagt i den sammenhæng, er Kædevænget, Dannevang, Sandager og Ved Diget, ligesom
der blev opført 54 lejligheder på Vestervang.
Navnet
Noget tyder på, at Øster Alle har fået sit navn, fordi det vitterligt var planen, at vejen skulle være en alle. Kort tid efter vejen blev anlagt, blev der også plantet træer fra vejens udspring ved Præstegårdsvej og hen til første etapes slutning ved Øster Alle 18 (hvor de gule huse stopper, og de røde begynder). Længere nåede træerne dog aldrig, så hvor Øster Alles nordligste ende levede flot op til sit navn, virkede navnet noget mere misvisende, når man så på vejens sydlige ende.
Øster Alle har derfor nok fået sit navn som en kombination af, at vejen lå mod øst i byen (og øst for jernbanen), samtidig med en plan om at lave vejen til en decideret alle, hvor planen så desværre flød lidt ud i sandet, som tiden gik. Det er interessant at bemærke, at de fem veje, som blev anlagt samtidig som en del af det militære boligbyggeri, dvs. Øster Alle, Kædevænget, Dannevang, Sandager og Ved Diget har navne, som ikke virker indbyrdes forbundne. Det bryder med den tradition, der er i Vojens for at gruppere vejnavne efter temaer.
Hvordan den grammatiske fejl i navnet har sneget sig ind, ved jeg ikke. Med mindre vejen er opkaldt efter
en lokalitet ved navn Øster, som har et ejerforhold til alléen, og navnet derfor skal skrives i to ord i stil
med f.eks. "Emdrup Torv" (eller mere lokalt "Stadion Alle"), burde
navnet jo staves "Østerallé" i stil med Vestergade, Søndergade osv. I de tidlige avisartikler, hvor navnet
nævnes, er det netop også denne måde, det staves på.

Øster Alle, o. 1957