Vejen
Over Jerstalvej ligger i byens vestlige ende og løber mellem Vestergade mod nord og Billundvej mod syd. Undervejs har den sidegaderne Søndergade, Aage Grams Vej og Metalparken, alle på østsiden.
Inden Bregnbjergvej (nu Billundvej) blev anlagt, løb Over Jerstalvej videre sydpå mod netop Over Jerstal. Indtil den officielle navngivning af veje i Vojens omkring 1934-35 blev vejen kaldt Pottervej og er ældgammel og fra længe før, Vojens kom til.
Som den ser ud nu, er Over Jerstalvej med andre ord kun en lille bid af den længde, den tidligere
havde. Den er i dag cirka 935 meter lang og har omkring 40 huse, hvor Over Jerstalvej 41 fra 1852 er det
ældste.
Navnet
Over Jerstalvej har navn efter den første by, man nåede, når man i sin tid kørte mod syd ad vejen, dvs. før den rolle blev overtaget af Billundvej.