Vejen

P.N. Lagonis Vej er en sidegade på østsiden af Præstegårdsvej, beliggende helt mod nord, lige syd for Østergade. I starten var vejen meget kort og nåede kun de ca. 60 meter ned til den nuværende P.N. Lagonis Vej 1. På dette tidspunkt hed den heller ikke P.N. Lagonis Vej. Med anlæggelsen af nr. 2-22 i 1990 og nogle år frem fik den sit nuværende navn og voksede samtidig til en længde på ca. 200 meter.

Navnet

Vejen er opkaldt efter Peter Nicolaisen Lagoni (1829-1899), som i begyndelsen af 1860'erne købte store landområder omkring jernbanebyggeriet i det kommende Vojens billigt og sidenhen tjente en formue på at udstykke og videresælge dem, alt imens han også stod for skabelsen af flere virksomheder i byen.

Teksten er skrevet af Aage Gram og er tidligere bragt i "Lokalhistorisk Forening for Vojens-området - Årbog 2008"

Mindestenen 2008

Det hænder jævnligt, at jeg bliver spurgt om "ham manden på stenen" ved Centrum- bygningen.
Ud over oplysningen om hans fødsels- og dødsår (1829 - 1899), så fortæller stenen jo blot, at han lagde grunden til "det ny Vojens".

Det er heller ikke overvældende meget, der hidtil er skrevet om den mand, som satte gang i en spændende udvikling, og som selv var en spændende skikkelse.

H.P. Jensen er nok den, som i jubilæumsskriftet, "Vojens Tovværk i fortid og nutid", har været tættest inde på ham. Som en indledning til historien om rebslageriet og tovværket, der er bogens hovedemne, fortæller H.P. Jensen om Lagonis familiebaggrund, hans ungdom, ankomsten til Vojens og om jordopkøb, byggeri og afslutningen på "eventyret".

Bogen udkom i 1986, og siden er der så dukket mere stof op om denne farverige igangsætter og også om andre fra hans familie. Der er nu også kommet billeder af hele den Lagoni-gren, som er knyttet til Vojens-historien.

Her følger til yderligere uddybning af ordene på stenen en kort sammenfatning af de forskellige oplysninger, som vi har nu.

I Hyrup i Bevtoft Sogn lå der i begyndelsen af 1800-årene nogle store gårde. På 3 af dem sad der Lagonier. Det var folk med sans for penge, og driftige det var de også. Den førende af dem var så vidt vides, Nikolai Peter Lagoni, som havde en stor børneflok og blandt dem 3 knægte: Peter, Hans og August. De kom alle 3 til at spille roller derinde omkring Billund midt på Højderyggen, da der skete noget i begyndelsen af 1860'erne.

P.N. Lagoni, o. 1890

Peter var født i 1829, Hans i 1834 og August i 1842. Det blev Peter, som kom til at spille hovedrollen derude i de hedearealer, som var blevet udset til stedet, hvor en ny og moderne transportvej skulle etableres.

De 2 brødre havde også deres andel i udviklingen; men de havde ikke de midler til rådighed, som Peter havde - og nok heller ikke helt samme energi og vilje.

Hans havde stået i lære som farver, og efter en tur til Australien, hvor han havde gravet guld, og også fundet noget, tog han hjem, og i Vojens købte han et bageri, som i øvrigt var bygget af broderen, August.

Hans var åbenbart en urolig natur, og han tog flere gange af sted på udlandsture, fortrinsvis til Californien. Efter flere ture hertil slog han sig endeligt ned i Haderslev, hvor han havde en skotøjsforretning på Naffet.

August hjalp Peter med forskelligt i Vojens, blandt andet med kornhandel, som åbenbart har kastet så meget af sig, at også han kunne købe jord til udstykning og byggeri. En halv snes byggegrunde blev det til for hans vedkommende.

Men de to brødre var et par meget selvstændige og stædige herrer. Det kom til et brud mellem dem. August byggede bageriet og arbejdede en tid som bager, skønt han ikke havde lært faget. Det gik meget godt; men tilsyneladende tilfredsstillede det ikke hans virketrang. Han kedede sig og begyndte at komme rigeligt ofte i nogle af de mange salooner og beværtninger, som var skudt op i den unge by. Han gav sig en tid af med noget kreatur- og hestehandel: men han var ude på skråplanet, og det gik sørgeligt for den yngste Lagoni. Han blev det, som på tysk hed "Monark", på dansk "landevejsridder", og han endte sine dage på Fattigvæsenets sygeanstalt i Flensborg.

Peter gjorde som så mange andre unge i Nordslesvig dengang i begyndelsen af 1850'erne. De rejste til Australien for at søge lykken i "guldet". Han har selv fortalt om det eventyrlige liv, han oplevede derude. Om hvordan han gravede - og fandt guld, om hvordan han levede et liv som cowboy på hesteryg og med revolver i bæltet, en tid, som tydeligvis har passet et Lagoni-temperament udmærket.

Hjemme igen, og med "noget på lommerne". gav han sig til en virksomhed, som ikke just blev mødt med megen sympati. Han begyndte på de såkaldte "gårdslagtninger". Der lå en del forsømte ejendomme rundt om i de tider. Dem opsøgte Peter Lagoni. Han købte dem billigt, udstykkede dem, lagde dem ind under andre og scorede en stor fortjeneste. En barsk forretningsform; men "det lå for Lagonierne", skriver H.P. Jensen.

Den kapitalstærke mand boede en tid i Haderslev i begyndelsen af 1860'erne, og det var så her, han erfarede om det store projekt, som var ved at blive gjort klar ude omkring Billund, jernbaneanlægget fra Vamdrup mod Flensborg.

Her er det så, vi kan forestille os billedet af en resolut ung mand, som på ægte cowboymanér stiger til hest og rider mod heden derude i vest. Nok uden revolver, men med et virkemiddel, som bestemt har gjort indtryk: money!

Han møder blandt andre Hans Jørgensen Nørgaard og køber af ham nogle store hedearealer ind mod stedet ved "Billundbjerg", den nuværende "Møllebakken", hvor stationsbygningen og de forskellige installationer skulle ligge. "For en slik", skriver H.P. Jensen, uden at vi dog får at vide, hvor lidt det var.

Eventyrskæret får her i starten lov til at hænge endnu en stund over historien. Det fortælles for eksempel, at Lagoni byggede sig en jordhule, som han havde gjort det så ofte i Australien, og at han opholdt sig der, indtil byggearbejderne gik i gang. Det er muligvis en skrøne. Men rigtigt er det, at han ret hurtigt meldte sig hos den ledende ingeniør ved det store engelske entreprenørfirma, "Peto, Brassey & Betts", som skulle stå for det omfattende anlægsarbejde. Han tilbød sin hjælp, for han kunne jo engelsk fra sit ophold i det fremmede, og han var åbenbart også i stand til at overbevise englænderne om, at han havde kræfterne til at kunne styre den hårde flok af "jernbanebisser", som efterhånden strømmede til for at få arbejde ved sporene.

Bodil Lagoni, o. 1890

Tre sønner, o. 1866

To døtre, o. 1885

Peter N. Lagoni havde i mellemtiden nået at gifte sig i Bjolderup Kirke med Bodil Schmidt fra Rejsby i året 1858. Ægteparret fik i alt 8 børn:
De tre første børn, Nicolai Peter *1858 , Hans Schmidt *1860 og August Christian *1862 er født inden han kom til Vojens.
De to piger Christina Petrea *1866 og Anna Elisabeth *1867 er født i Vojens, og den yngste Agnes Christine *1868 er født i Haderslev.
De sidstfødte, tvillingerne Hans Schmidt & Nicoline Hansine blev født i 1869. De døde med få dages mellemrum kort efter fødslen, og blev begravet på Jegerup Kirkegård.

Peter Nicolaisen Lagoni tog fat på flere fronter. Udstykningerne, byggerierne og ejendomshandelen fyldte naturligvis meget. Fra 1864 og frem til 1873 er han indblandet i omkring 40 handler og byggerier. Behovet for boliger steg i takt med færdiggørelsen af banen. Men der blev også brug for andre huse, og vi ser, hvorledes Lagoni blandt andet får bygget et gæstgiveri. Det sker med opførelsen af den nu forsvundne ejendom, Vestergade 3. Den omtales nogle steder som Vojens Vesterkro; men der kan være tale om en misforståelse i den forbindelse. Navnet på den følgende bygning mod vest, havde navnet Vojens Vester Kro, senere igen omdøbt til det i dag kendte Hotel Pauli. Peter N. Lagoni er selv en tid gæstgiver i denne bygning.

Vestergade 3, 1909

Vestergade 3, o. 1915

Mikkelsens gård, 1871

En mølle skulle byen også have. Det var nu ikke Lagoni selv, som byggede den store, fine mølle. I 1868 solgte han en grund til den, og den fik lov til at være byens vartegn i omkring 100 år. Desværre faldt den; men Møllerhuset. som var tilknyttet, fik lov til at blive liggende og er nu sammen med Hotel Pauli blandt de ældste bygninger i det ny Vojens. Ældst er så ubetinget det gamle "Poulshuus", den nuværende Povlsbjerg børnehave, som lå der længe før, der blev tænkt i jernbanespor. "Poulshuus" er fra omkring 1790 og var sammen med "Mikkelsens gård", som lå, hvor Sognegården er i dag, de to eneste bygninger i hele området. da planerne om jernbanen dukker op.

Mens anlægsarbejdet ved banen foregår, er P.N. Lagoni også i gang som en slags underentreprenør. Han skaffer frem, hvad englænderne ønsker. Materialer til jernbaneanlægget: sand, grus, skærver osv. skaffer han fra omegnens bønder. De stiller også med deres hestespand og vogne. Det lunede i økonomien ude i mange af de små hjem rundt om på egnen, og der var stor tilfredshed fra alle sider med den præcise og kontante mand. Hans navn bliver kendt viden om, og snart omtales han som "Pæ a Vojens“, ja nogle gange ligefrem som "æ Vojens-kong!"

Bygherre, entreprenør, gæstgiver, men det er ikke nok! Handel var hans store interesse, og derfor ser vi ham også handle med både kom og penge. I nogle år drev han kornhandel fra et pakhus mellem banen og kroen, den virksomhed, der senere blev til Julius Nielsens kendte forretning. Og pengene, dem handlede han også med! Der var efterhånden opstået en stor tillid til ham, "Matadoren" fra Vojens, og pengestærke folk inde fra købstaden valgte at anbringe nogle af deres midler hos ham, uden tvivl til en betydelig større rente end banker og sparekasser ville yde dengang. Indskyderne havde selvfølgelig ingen anelse om, hvad der måtte vente lidt længere fremme i "æ kongs" videre færden.

Sorger var der dog også undervejs. I oktober 1869 dør Hans af hjernebetændelse, som det kaldes, formentlig den sygdom, som vi i dag kalder meningitis. Selv led han tydeligvis af stor rastløshed.
Trods et ydre præg af at være den rolige, jævne og nøjsomme hedematador fandt han aldrig roen i sit indre. Hele tiden videre! Det gamle sønderjyske udtryk: "Han ku it stils!" passede på ham.

Og en dag solgte han så alt, hvad han ejede og havde i og omkring Vojens, og i løbet af en dags tid pakkede han sammen og forlod egnen. Man mener, at han på det tidspunkt havde en formue på flere hundrede tusinde mark, svarende til mange millioner kroner i dag.

Muligvis kan der også have ligget en helt bestemt frygt hos ham, som vi endnu ikke har tænkt på eller haft med i vurderingen. Baggrunden for den mulighed ligger i en enkelt sætning, som den fjerne slægtning, der sendte billederne, har med i ledsagebrevet. Her skriver hun om en formodet frygt, som Peter kan have næret for, at sønnen skulle blive indkaldt til militærtjeneste i den tyske hær.

Der var jo sket det undervejs, at Sønderjylland var blevet indlemmet i det tyske kejserrige. 1864-begivenhederne havde ikke standset anlægget af jernbanen. Færdiggørelsen blev kun forsinket et halvt års tid, for tyskerne var jo lige så interesserede i banen nu, som danskerne havde været det før 1864. Men mange forældre, og især vel de danske, var jo nok bange for, at deres drenge skulle komme med i det opgør, som lurede ude i Europa.

Lagoni tager faktisk sine 2 sønner med sig til USA, da han er færdig med det foretagende, som skulle sluge alle hans mange penge. Og det gik sådan til:

Vi er omkring 1870, og Lagoni har fået øje på et andet jernbaneprojekt ved Vejle. Der skal anlægges en dæmning hen over én af dalene deroppe, hen over en bundløs mose, og her forregner han sig så. Pengene forsvinder i næsten bogstavelig forstand ned i sumpen, og hver en mark er sat over styr. Han må ty til gode kautionister hjemme på Hyrupegnen, og de måtte betale dyrt. Hos H.P. Jensen gøres historien om Peter Nicolaisen Lagoni op med denne ganske pæne og udjævnende sætning: "Efter en tid som entreprenør i Amerika kom han til penge og svarede enhver sit."

Hos slægtningen hedder det bl.a.: ”... på et ukendt tidspunkt kom han hjem til kone og døtre, som efter hans fallit i 1870'erne boede hos hans velhavende svigerfar i Rejsby, gårdmanden Hans Sørensen Schmidt. I Rejsby kirkebog i 1881 står der ved Christines konfirmation, at faderen er værtsholder fra Woyens, som nu praktiserer i Rejsby. Året efter ved Annas konfirmation står der, at han er i Amerika."

Der står ikke noget om tilbagebetalinger. Lagoni må have taget turen til staterne 2 gange. Men hvor meget han fik ud af turene står nok hen i lidt. uvished. H.P. Jensens version er selvfølgelig den mest lykkelige og efterlader Lagoni-navnet i et pænt lys.

Knap så klart skinner det., hvis man skal holde sig til slægtningens oldemor, som skal have sagt: ”Han var et skvat, han gad ikke være landmand; Bodil sendte ham igen til Amerika, men han kunne ikke drive det til noget, da han for anden gang tog til USA, hvor familien ellers skulle have sluttet sig til ham; han var fordrukken!”

Det er hårde ord, og det bemærkes da også, at oldemoderen kun var 2 år, da Lagoni døde, så det kan være oldemors mors ord, som gengives, - “måske er de farvet af nogen bitterhed hos Bodil", føjes der til. At der imidlertid ikke er plads til den store idyl, synes at fremgå af en bemærkning mere fra familien. Om Lagonis svigerfar hedder det, at han næppe havde den store tillid til svigersønnens evner, “siden han testamenterede gården til sine børnebørn. Måske var han en af dem, der mistede penge ved Vejle-spekulationerne. Måske var han bekymret ved tanken om, at Peter Nicolaisen. Lagoni ville sælge gården og begive sig ud på nye eventyr'?"

Historien om grundlæggeren af det ny Vojens ender i Rejsby. Det er der enighed om. Og det skal nok have sin rigtighed, hvad H.P. Jensen skriver om ham, da han slutter som gårdmand der: "Han var altid en velset gæst i hjemmene, han kunne jo berette om det vilde liv i Australien, USA, Vojens - og den slags steder!“

Og stenen, den står solidt midt i centrum, hvor det begyndte, og den holder sig helt op ad kendsgerningen, - at "han lagde grunden til det ny Vojens".

NB: De nye oplysninger og fotografier som er taget med i beskrivelsen, stammer fra ”den fjerne slægtning", som i sin søgen efter Lagoni-familiens efterkommere, især i USA, erfarede om Turistforeningens planer om at sætte en mindesten over Peter Nicolaisen Lagoni. Hun er ikke i direkte familie med Lagonierne, nærmest ”giwt ind", som det hedder på Sønderjysk. Hendes oldemor var yngste datter af Eline Schmidt fra Rejsby, som havde en søster; der hed Bodil, - og der var så hende, som blev gift med Peter.