Menu

Møllevej

Vejen

Møllevej var en af de ældste veje i hele Vojens - ud over Østergade og Vestergade - indtil den blev fjernet fra bykortet i forbindelse med den omfattende vejomlægning i midtbyen omkring 1961.

Vejen havde sit udspring i Vestergade ud for, hvor Vestergade 7 i dag ligger (husk at vejen under viadukten ikke eksisterede dengang, og Vestergade løb langs den lille "stump" som i dag ender ved Netto, men som dengang løb over jernbanen og videre som Østergade på den anden side). Fra udspringet løb Møllevej stik nordpå, indtil den nåede Vojens Mølle, som lå, hvor Højgade 2 i dag ligger. Højgade 2 er faktisk den eneste bevarede af møllens bygninger. Ved møllen drejede Møllevej østpå og løb mod jernbanen, hvor den mødte Godsbanevej. På den måde dannede Møllevej og Godsbanevej en lille "indhegning" rundt om adresserne Vestergade 2 til 6.


Møllevej, 1954

Midtbyen, 1964

En del af Møllevej lige syd for møllen havde en overgang høje træer, som nærmest dannede en tæt allé, men det er næppe derfor, at Rosenalle, som har lånt en del af sit løb fra Møllevej, har fået sit navn.


Møllevej, 1918

Møllevej, 1918

Navnet

Møllevej fik selvfølgelig sit navn fra Vojens Mølle, som var blandt de allerførste bygninger i Vojens, og som stod i næsten 100 år, før den blev revet ned.


Vojens Mølle, o. 1905

Tilbage til oversigten over vejnavne