Vejen
Gedegade løb nordpå fra banegårdspladsen. Vejen løb parallelt med Nørregade og lå umiddelbart
vest for denne, klemt inde mellem Nørregade og jernbanearealet. Selve navnet var muligvis et kaldenavn, for
senere hedder vejen Jernbanegade og endnu senere Banevej i telefonbøgerne. Vejen var ligesom Møllevej og
Godsbanevej på vestsiden af jernbanen blandt de ældste veje
i byen, og alle tre led samme skæbne og forsvandt i forbindelse med vejomlægningerne, da viadukten
under jernbanen blev bygget i begyndelsen af 1960erne.

Gedegade, o. 1914
Gedegade var en smal vej - på luftfotografier ser den ud til at være nogenlunde halvt så bred som naboen Nørregade, og den slyngede sig mellem husene på vejen. I den sydlige del lå vejen vest for husene, men omtrent ud for hvor Sjællandsgade møder Nørregade, slog den et slag mod øst og lå resten af sit forløb nordpå øst for husene. Da den gamle banegårdsplads lå syd for, hvor Odinsplads nu ligger (den lå, hvor Østergade i dag løber under viadukten), løb den sydligste del af Gedegade faktisk omtrent der, hvor vejen på Odinsplads nu løber ud for det gamle posthus og stationsbygningen. Mod nord endte Gedegade i en sti, der gik ned mellem grundene Nørregade 21 og Nørregade 23 og endte ud i Nørregade, næsten lige ud for stien ned til "Birkeskoven". Da Gedegade blev sløjfet, blev stiens areal tillagt Nørregade 23.
I forbindelse med anlæggelsen af Odinsplads og den ny stationsbygning blev alle huse på vejen revet ned.
Vejen var cirka 270 meter lang.

"Gedegade", 1954
Navnet
Gedegade har muligvis det mærkeligste af alle vejnavne i Vojens. Vejen var blandt de absolut ældste veje i byen, og kan endda have været den ældste vej, som faktisk blev anlagt (Vester- og Østergade var jo faktisk blot en del af den gamle landevej fra Haderslev, som nu bare fik navne, men lå der også inden Vojens blev grundlagt). Gedegades snoede og noget uplanlagte løb kunne pege i den retning.
Vrimlede der så med geder på gaden? Det virker umiddelbart usandsynligt, for det første fordi det ikke var helt så normalt at holde geder som f.eks. grise, køer og heste, og for det andet fordi der ikke lå nogen gård på det område, vejen blev anlagt på. Hvis der var tale om en decideret (og nu glemt) eksport af geder, som kunne have givet navn til en vej, ville eksporten også være foregået fra Godsbanevej vest for sporene, da hele godsarealet oprindeligt lå mod vest, ikke mod øst.
En mulig forklaring kan være, at navnet Gedegade faktisk er en forvanskning af gadens oprindelige tyske og sønderjyske navn. Ligesom man på tysk f.eks. kan sige "Ich gehe hier" og på sønderjysk kan sige "Æ geh ind å spø" ("Jeg går ind og spørger"), kan Gedegade oprindeligt have haft (kalde)navn efter, at gaden var så smal en passage, nærmest en sti, at det meste trafik er foregået til fods frem for med (heste)vogn. En meget tidlig "gågade" om man vil. Her vil den sønderjyske udtale meget let kunne forveksles over tid, så "Gehga'e" er blevet til "Gejega'e" og dermed ved den officielle navngivning omkring 1934-35 derfor er blevet foreviget som det skrevne "Gedegade".
Det er selvsagt meget svært at undersøge, om det faktisk var sådan, det forholdt sig, men tanken er nærliggende og virker mere sandsynlig end, at vejen var opkaldt efter rigtige geder.
Tak til Lars Jacobsen for denne mulige forklaring.