Menu

Banevej

Vejen

Banevej løb nordpå fra banegårdspladsen. Vejen løb parallelt med Nørregade og lå umiddelbart vest for denne, klemt inde mellem Nørregade og jernbanearealet. Vejen har gennem tiden haft flere navne. Først blev den kaldt Gedegade - et navn som lokalbefolkningen også brugte senere - og senere kom den til at hedde Jernbanegade. Fra 1955 optræder vejen som Banevej i telefonbøgerne. Vejen var ligesom Møllevej og Godsbanevej på vestsiden af jernbanen blandt de ældste veje i byen, og alle tre led samme skæbne og forsvandt i forbindelse med vejomlægningerne, da viadukten under jernbanen blev bygget i begyndelsen af 1960erne.


Gedegade, o. 1914

Banevej var en smal vej - på luftfotografier ser den ud til at være nogenlunde halvt så bred som naboen Nørregade, og den slyngede sig mellem husene på vejen. I den sydlige del lå vejen vest for husene, men omtrent ud for hvor Sjællandsgade møder Nørregade, slog den et slag mod øst og lå resten af sit forløb nordpå øst for husene. Da den gamle banegårdsplads lå syd for, hvor Odinsplads nu ligger (den lå, hvor Østergade i dag løber under viadukten), løb den sydligste del af Banevej faktisk omtrent der, hvor vejen på Odinsplads nu løber ud for det gamle posthus og stationsbygningen. Mod nord endte Banevej i en sti, der gik ned mellem grundene Nørregade 21 og Nørregade 23 og endte ud i Nørregade, næsten lige ud for stien ned til "Birkeskoven". Da Banevej blev sløjfet, blev stiens areal tillagt Nørregade 23.

I forbindelse med anlæggelsen af Odinsplads og den ny stationsbygning blev alle huse på vejen revet ned.

Vejen var cirka 270 meter lang.


Jernbanegade/Banevej, 1954

Navnet

Banevej (tidligere Gedegade og Jernbanegade) lå lige ved siden af sporarealerne ved jernbanen, og navnet stammer nok dels fra dette, men muligvis også fra det faktum, at alle bygninger på gaden var jernbanebygninger, som var ejet af Statsbanerne/DSB. Præcis hvorfor man besluttede at gå fra Jernbanegade til det noget mere anonyme Banevej vides ikke.

Tilbage til oversigten over vejnavne