Vejen
Unionvej er den vestligste vej i den del af Vojens, som kan kaldes den gamle by (hvis de nyere Billundkvarterer regnes med, ligger Fuglehave-kvarteret, Runebakken og Dyssebakken længere mod vest).
Vejen ligger isoleret fra resten af byen på vestsiden af den ny Billundvej, som blev anlagt omkring 1975, omtrent på højde med Vestergade og Ungdomsskolevej. Oprindelig var Unionvej ikke en selvstændig vej, men var derimod Vestergades vestligste ende, som løb videre ud i det, der nu er Ribevej og videre mod Skrydstrup. Da Ribe Landevej (Ribevej) blev anlagt omkring 1956, blev der dannet et T-kryds, hvor Vestergade mødte den ny vej.
Omkring 1975, da Bregnbjergvej (nu den ny Billundvej) blev anlagt, blev trafikken for enden af Vestergade også lagt om, så man nu ikke længere kunne køre ad Vestergade ud i Ribe Landevej, men i stedet måtte køre via Bregnbjergvej. Hvad mere var, så skar Bregnbjergvej reelt Vestergade i to stykker, og da Vestergades løb lige øst for Bregnbjergvej blev flyttet en smule mod syd, lå den vestligste ende nu som en amputeret stump, som det kunne være svært at se faktisk oprindeligt havde været en del af Vestergade. Denne stump fik navnet Unionvej.
Unionvej er i dag cirka 275 meter lang, men var oprindeligt en smule længere, da den løb lidt længere
vestpå mod det sted, hvor den tidligere mundede ud i Ribevej. Den har en blanding af privatboliger
og erhvervsbyggeri, ligesom Lagoniskolens 0.-6. klasseafsnit (tidligere Bregnbjergskolen) også ligger
på vejen. I alt er der 9 bygninger, hvor Unionvej 13 fra 1921 er den ældste. Denne bygning er en
del af Unicon-fabrikken.

Unionvejs fødsel 1975
Navnet
Unionvej har fået sit navn fra kalksandstenfabrikken Union, som begyndte på adressen i 1919. I 1989
blev firmaet overtaget af selskabet Unicon, så der er med andre ord ikke tale om et manglende C i
vejnavnet.

Kalksandstenfabrikken Union o. 1925