Vejen
Ribe Landevej er det navn, Ribevej havde indtil omkring 1970, hvor vejen i hele Vojens daværende kommune skiftede navn. Det er en meget lang vej, som løber tværs gennem Vojens Kommune, som den så ud før kommunesammenlægningen i 2007. Navneskiftet vakte ikke udelt begejstring, og især i Skrydstrup var der kritiske røster.
Inden for bygrænsen fungerede Ribe Landevej (ligesom Ribevej i dag) som en omfartsvej, der ledte trafikken udenom bykernen. Fra
det punkt, hvor Østergade mundede ud i vejen løb den mod vest og på broer hen over jernbanesporene
mod hhv. Haderslev og Kolding, før den drejede mod sydvest og passerede (den gamle) Billundvej. Herefter
løb Ribe Landevej videre vestpå mod Skrydstrup. Dette forløb blev anlagt i 1956, og inden da skulle al
trafik passere gennem Vojens by. På det tidspunkt mundede Vestergade også ud i Ribe Landevej omkring det punkt,
hvor Unionvej i dag ender. Efter anlæggelsen af Bregnbjergvej (senere den ny Billundvej) omkring
1974-75 passerede Ribe Landevej både den gamle Billundvej og Bregnbjergvej på broer.
Navnet
Ribe Landevej havde fået sit navn med blik fra Haderslev. Det var den vej, man skulle benytte, hvis man ønskede at begive sig mod Ribe.