Vejen
Tranevej er en sidegade på sydsiden af Fuglesøvej øst for selve Fuglesøen. Vejen ligger med Svanevej mod vest og Hjejlevej mod øst. Som den eneste af sidegaderne til Fuglesøvej har Tranevej afstikkere. Den har hele tre mod vest, og den er også den eneste af sidegaderne i kvarteret, som har sin egen sidegade, Fasanvej. Mod syd munder Tranevej ud i en langt ældre markvej, som leder mod syd til Skydebanevej. Denne markvej er den sydlige ende af den markvej, som oprindeligt begyndte for enden af Bakkevej (det nordlige Glentevej) og løb øst for Fuglesøen mod Jernhyt. Efterhånden som Fuglesøkvarteret voksede frem, blev vejen ført til andre veje. Først var det til enden af Svanevej vest for Tranevej, og da Tranevej blev bygget, blev markvejen i stedet ledt derhen, hvor den har været siden. Tranevej er cirka 450 meter lang, hvis alle afstikkerne tælles med.
Der ligger 24 huse på Tranevej. Oprindeligt lå et hus ved markvejen på området, længe inden Fuglesøkvarteret blev bygget. Dette hus blev senere til Tranevej 22, og opført i 1936 er det med afstand det ældste hus i hele kvarteret. Oprindeligt blev der bygget et nabohus tæt på det senere Tranevej 22 på et tidspunkt mellem 1954 og 1964. Det blev til Tranevej 30, men blev revet ned på et tidspunkt mellem 1975 og 1984. Et nyt hus blev bygget på grunden i 1988.
Fuglesøkvarteret blev anlagt i de tidlige 1960ere og blev meget hurtigt fuldt bebygget. I begyndelsen
af 1970erne havde kvarteret nået den udstrækning, det længe havde med Mågevej og Tranevej/Fasanvej som
de østligste veje. Cirka 20 år senere begyndte den seneste udvidelse af kvarteret mod øst, så det nu når
helt ud til den naturlige østre grænse, som den dybe erosionsdal Kragdal udgør.
Navnet
Tranevej har som alle andre veje i Fuglesøkvarteret - med undtagelse af Fuglesøvej og Kragedalsvej - fået sit navn fra en fuglefamilie, i dette tilfælde tranerne.
Traner er en fuglefamilie i tranefugle-ordenen. Det mest kendte medlem af familien
er den fugl, vi i Danmark blot kalder tranen, som er meget store fugle, der er fåtallige i Danmark, men mere
udbredte i resten af Skandinavien. Hvert år passerer trækkende traner hen over landet.

Trane