Menu

Hejmdals Brovej

Vejen

Hejmdals Brovej er hovedvejen i Billund II-kvarteret og snor sig vestpå fra sit udspring i Odinsvej mod øst, op ad bakken mod det tidligere Billund, og op til fjernvarmecentralen, hvor Billundgård tidligere lå. Fra vejen løber Skjoldsvænge og Muninslund nordpå og forbinder alle øvrige veje i Billund II med Hejmdals Brovej og resten af vejnettet. Oprindeligt var det ifølge lokalplanen for området meningen, at Hejmdals Brovej ikke skulle stoppe ved hjørnet af Muninslund, men i stedet løbe videre vestpå og munde ud i Billundvej, som på det tidspunkt var tiltænkt en sekundær rolle trafikalt, og som derfor godt kunne have flere sideveje. Tilsvarende var det meningen, at det aldrig byggede Billund VI-kvarter nordvest for Billund II skulle forbindes med Billundvej.
Hejmdals Brovej er ca. 475 meter lang, og hvis alle forgreninger tælles med, når den op på en længde på lige over 1 km. Den har 141 adresser fordelt på forskellige typer bebyggelse (parcelhuse og rækkehuse), hvor de ældste ligger mod vejens østlige ende og er fra 1977.


Hejmdals Brovej (øst) 2023

Hejmdals Brovej (vest) 2023

Billund II-kvarteret blev anlagt på området, som mod vest er afgrænset af Billundvej og mod øst og syd af Odinsvej. Kvarteret blev anlagt i 1970erne.


Byplan 1969

Billund II 1968

Billund II 1975

Billund II 1984

Navnet

Som alle vejene i Billund I-III har også Hejmdals Brovej fået sit navn fra asetroen. Hejmdal er en af de mere gådefulde guder. Han har en fantastisk hørelse og fungerer som gudernes vagtmand, som sidder for foden af Bifrost (regnbuen), hvor han sikrer, at ingen jætter sniger sig ind i Asgård. Ved Ragnarok vil han først advare guderne om jætternes angreb, hvorefter han vil kæmpe mod Loke - en kamp hvor begge ender med at blive dræbt. Hejmdal er den sidste gud, som dør i Ragnarok.

Hejmdals bro er med andre ord Bifrost eller regnbuen, som er adgangsvejen til Asgård. Topografisk hæver Hejmdals Brovej sig også i en kurve op mod vest.


Hejmdal

Tilbage til oversigten over vejnavne