Vejen
Odinsvej er den dominerende vej i både Billund I- og Billlund III-kvartererne og den eneste forbindelse mellem Billund II ved Hejmdals Brovej og resten af vejnettet. Den starter, hvor Rosenalle når Ribevej-broen, og løber herefter mod nord, helt op til kolonihaverne på Odinshaven. Her drejer den mod vest, og efter et lille knæk løber den videre mod syd, før den i en blød bue drejer vestpå og ender i Billundvej. Da vejen først blev anlagt, eksisterede Billundvejs nye forløb endnu ikke, og Odinsvej endte i det, der nu kaldes den Gamle Billundvej. Med Bregnbjergvejs (den nye Billundvejs) ankomst, blev Odinsvej forlænget det korte stykke for at nå den nye vej.
Odinsvej har en mængde mindre forgreninger til forskellige boliggrupper, bl.a. Thorsparken (Odinsvej 4-100)
mod nord, Billundgårdparken (Odinsvej 141-201) nord for Blå sø (tidligere Billund sø) samt Billund III (Odinsvej 301-495)
mellem den gamle og den ny Billundvej. Uden forgreninger er vejen ca. 2,1 km lang, og tælles forgreningerne med, når
den op på ca. 4,9 km. Det gør den til den absolut længste vej i Vojens, som ikke samtidig krydser bygrænsen.
Billund I-kvarteret blev anlagt i begyndelsen af 1970erne, men var først fuldt bebygget omkring midten af 1980erne,
nogenlunde samtidig med anlæggelsen af Billund III-kvarteret syd for Odinsvejs vestlige ende.
Navnet
Som alle vejene i Billund I-III har også Odinsvej fået sit navn fra asetroen. Odin var ifølge de islandske fortællinger
gudernes konge, og han optræder i en mængde skikkelser og ofte i forklædning. Odin har i asetroen mange roller og funktioner,
og han optræder også under flere forskellige navne, bl.a. Alfader og Ygg. Når han ikke er i forklædning, gengives han
ofte som en gammel, langskægget mand med et øje (det andet gav han til Mimer i pant for visdom, som han konstant
søger). Odin ejer den ottebenede hest Slejpner og følges af ravnene Hugin og Munin samt ulvene Gere og Freke. Ugedagen onsdag
er opkaldt efter Odin.

Odin