Vejen
Skovsangervej er en sidegade til Fuglehaven og ligger i den sydvestlige del af Fuglehavekvarteret mellem Løvsangervej mod syd og Fyrremejsevej mod nord. Vejen er ca. 135 meter lang og har seks huse, hvor det ældste er Skovsangervej 5 fra 1980.
Fuglehavekvarteret blev anlagt vest for Billundvej på Billund Overgårds jord i begyndelsen
af 1970erne.
Som det ses af billederne herover, var Skovsangervej den sidste vej i Fuglehavekvarteret, som blev byggemodnet.
Det skyldes selvfølgelig, at Billund Overgård længe lå lige der, hvor vejen i dag møder Fuglehaven, og nr. 1 og 3
i dag ligger. Billund Overgård blev først revet ned i 1977.
Navnet
Som alle vejene i Fuglehavekvarteret, med undtagelse af Lapmejsevej og selve Fuglehaven, har også Skovsangervej fået
sit navn fra en mindre fugl, som findes i Danmark. Skovsangeren (Phylloscopus sibilatrix) forekommer i hele
landet, dog mere i det østlige Jylland og på Øerne pga. den større udbredelse af løvskov. Den er en trækfugl, som overvintrer i Vest- og Centralafrika.

Skovsanger