Vejen
Østre Parkvej er en sidegade på nordsiden af Ungdomsskolevej mellem Vestre Parkvej mod vest og Allegade mod øst. Vejen var oprindeligt cirka 120 meter lang, dvs. lige så lang som Vestre Parkvej, men da Vojens voksede mod nord omkring 1960, og Nordre Ringvej blev anlagt, blev Østre Parkvej (og Allegade mod øst) forlænget, så de nåede Nordre Ringvej. Med denne forlængelse nåede Østre Parkvej op på en samlet længde på cirka 335 meter.
Vejen har 30 bygninger, herunder fem blokke og fire huse med mere end en adresse. De ældste
er Østre Parkvej 2-16 fra 1945.
Navnet
Med Vojens' første omgang vokseværk mod nord omkring 1960, hvor bl.a. Nordre Ringvej, prinsessevejene og Nørrevang blev anlagt, blev også Østre Parkvej som nævnt forlænget mod nord, så den endte med at munde ud i Nordre Ringvej. Indtil da dannede Vestre Parkvej, Østre Parkvej og Grønningen dog et rektangel nord for Ungdomsskolevej.
Rigtigt meget i navnene peger mod, at den oprindelige tanke har været, at området mellem vejene skulle have været grønt, dvs. en lille park. Husene på Vestre og Østre Parkvej på begge sider af rektanglet minder meget om hinanden, så der er en grad af symmetri omkring området mellem dem. Oven i det kommer, at Grønningen, som er navnet på den lille vej på nordsiden af rektanglet, betyder "en græsbevokset plads, f.eks. en græsplæne i et parkanlæg".
Vi har med andre ord tre navne omkring et rektangel, som alle peger mod, at de er forbundne med en park. Det ville have været spændende, for Vojens har ikke en eneste decideret park i byen, selv om der selvfølgelig er større, grønne områder omkring den.
Hvis det var planen, at der skulle være en park mellem de to Parkveje, holdt den dog meget kort tid, for kun to år efter, at de første huse på Parkvejene blev bygget, blev de tre store blokke på Østre Parkvej bygget, hvorved enhver mulighed for et parkanlæg forsvandt.