Vejen
Nørrevang ligger centralt i Vojens, hvis man betragter byens bebyggede areal som helhed. Vejen
ligger lige vest for Rosenalle og jernbanearealet og forbinder Rosenalle med Nordre Ringvej, som
den når lige syd for Ribevej. Vejen er anlagt omkring 1961 og er ca. 355 meter lang. Den har 29 huse,
hvor husene på vestsiden er individuelle villaer, mens husene på østsiden er planbyggeri og identiske
bortset fra farven på husenes sten, hvor mønsteret er, at der først er et hus med gule sten efterfulgt
af to huse med røde sten. Dette mønster gentages i hele vejens længde.
Nørrevang blev anlagt samtidig med den første udvidelse af byen mod nord, som også omfattede Nordre Ringvej og
de tre prinsesseveje Margrethevej, Benediktevej og Anne-Marie Vej. Lidt senere kom også Rosenalle til i forbindelse med byens
store og pludselige udvidelse nord for Ribevej.
Navnet
Selv om Nørrevang i dag som nævnt ligger centralt i Vojens, var den ved sin etablering sammen med Nordre Ringvej
en af de nordligste veje i hele byen. En vang er et dyrket jordareal, enten brugt som mark eller til græsning, og det
var præcis, hvad der lå på området, før vejen blev anlagt. Navnet Nørrevang er derfor et meget naturligt valg.

Græsning o. 1935