Denne tekst er skrevet af Lars Jacobsen.
Min tidligste kontakt med biblioteket var indirekte – via min to år ældre søster Tove. Da hun gik i første eller anden klasse i 1955 – 56 og begyndte at låne bøger på biblioteket, åbnede sig en ny verden for mig, når hun læste op af de bøger, hun lånte.
Jeg kom i skole 1. april 1957 og kunne formelt ikke læse før da, men faktisk kunne jeg, før jeg kom i skole, læse rimeligt godt af ukompliceret tekst. Fordi jeg lærte det af min søster, når hun læste op af biblioteksbøgerne.
Så vidt jeg husker, kunne vi ikke låne bøger på biblioteket, før vi kom i skole – og måske endda ikke før i anden klasse. I hvert fald havde jeg min egen biblioteksdebut, da jeg gik i anden klasse i 1958. Og jeg tror, at det var sket tidligere, hvis det havde været muligt. Jeg fik lånerkort nr. 1245 og havde nummeret, til jeg flyttede fra byen i 1967.
Biblioteket lå i stueetagen i den østre ende af bygningen med den gamle gymnastiksal med vinduer ud mod skolegården. I samme ende af bygningen, på førstesalen oven over biblioteket, boede skolens pedel Arthur Andresen.
Indgangen til biblioteket var fra Østergade. Der var et par trin op fra fortovet, og ved siden af indgangen var en postkasse. Bag hovedindgangen var der et vindfang, og det første man mødte indenfor var skranken, hvor man blev ekspederet med aflevering og udstempling. Fra ekspeditionsskranken gik man til venstre ind i selve bibliotekssalen med reoler og bøger, og der var ikke andet end reoler og bøger. Reolerne var oprindeligt træreoler, men der blev udskiftet til stålreoler i slutningen af halvtredserne. Det var ret avanceret. Gik man fra ekspeditionsskranken til højre igennem en glasdør, kom man ind på læsestuen, hvor der var bøger, der ikke kunne lånes med hjem, bøger i særligt stort format og andre særlige udgivelser, magasiner og blade m.v.
Biblioteket var ikke noget skolebibliotek. Det var fælles og offentligt, og børneafdelingen var et bestemt antal reoler i den ene ende af salen – det fyldte ikke meget, men alle klassikerne var der. Som børnelåner kunne vi låne op til tre bøger ad gangen. Den maksimale lånetid var en måned, og en overskridelse af lånetiden kostede 25 øre for børn og 50 øre for voksne.
Personalet på biblioteket var primært lærere på skolen og vist en enkelt professionel bibliotekar. På et tidspunkt begyndte Agnes Andresen som stor pige at arbejde på biblioteket. Agnes boede med sine forældre i lejligheden oven over biblioteket. Af lærere, der havde bibliotekstjans husker jeg først og fremmest Johs. Dalgaard, Tirsbæk Jørgensen og Aage Gram, men der var mange flere. Det var i princippet frit at vælge, hvad vi ville låne og læse, men i og med at det var lærere, der passede biblioteket i en væsentlig del af tiden, blev der også holdt øje med, hvad der blev valgt. Der kunne godt falde en bemærkning, om det nu var det rigtige at tage med hjem?
Biblioteket havde åbent nogle timer om eftermiddagen og om aftenen til klokken 21.00. Jeg husker tydeligt min egen forargelse og irritation, da åbningstiden blev ændret ganske betragteligt til klokken 19.00. Det var nok i begyndelsen af tresserne.
Blandt de bøger, jeg først blev meget begejstret for og fascineret af, var bøgerne af Laura Ingalls Wilder om livet som nybyggere i Amerika. Bøgerne blev kendt som ”Laura-bøgerne”, og den første fik jeg læst højt af min søster i 1957. Derefter, da jeg selv kunne læse dem, udkom bøgerne på dansk med en ny bog ca. hvert år, hvilket jeg var meget glad for. Jeg holder stadig meget af dem, og jeg har læst alt, hvad fru Wilder har skrevet, og det, jeg har kunnet finde om hende og hendes forfatterskab.
Min far var også en meget flittig læser af bøger fra biblioteket. Men han kom der aldrig nogensinde selv, bortset fra bestyrelsesmøder i biblioteket eller biblioteksforeningen. Når mine søskende eller jeg gik på biblioteket, hvilket skete meget hyppigt, blev vi bedt om at tage bøger med for ham. Der var aldrig noget konkret ønske om nogen bestemt bog eller serie. Vi skulle bare spørge bibliotekaren f.eks. lærer Dalgaard om nogle bøger til vores far, så fandt han en håndfuld, som vi tog med hjem. Og de blev læst rub og stub. Da jeg blev lidt mere erfaren med biblioteket, synes jeg det blev lidt pinligt at spørge bibliotekaren om hjælp og begyndte derfor selv at vælge min fars litteratur. Det var ikke så svært, for han læste alt, hvad jeg kom hjem med. I lang tid gjorde jeg sådan, at jeg i voksenhylderne fandt f.eks. en bog, hvis titel eller forfatter ikke sagde mig noget som helst. Så kiggede jeg efter hans nummer i indstikskortet bag i bogen, om han havde lånt bogen tidligere – han havde lånerkort nr. 18. Hvis han ikke havde lånt bogen før, tog jeg den med hjem til ham sammen med en eller to andre, der var fundet på samme måde. Det virkede fint, han læste det hele. Senere blev jeg dog mere rutineret og dermed også mere litterært selektiv på min fars vegne, men i løbet af ca. midt tresserne havde fjernsynet taget over, og han læste ikke flere bøger af betydning.
Biblioteket flyttede ud til Vestergade oven over Brugsen i midten af tresserne. Det gav mere plads, men på en eller anden måde, synes jeg at der manglede sjæl i de lokaler. Men jeg kom der, fordi biblioteket var blevet en del af mit liv – og er det stadig.