Denne tekst er skrevet af Lars Jacobsen. Skovvej var det navn, Stadion Alle havde inden 1970.

Stadion Alle 6A
2013

Huset er oprindeligt et fællesvaskeri fra før det var almindeligt, at hver husholdning havde egen vaskemaskine. Til gengæld var det i datidens parcelbyggeri ikke usædvanligt med vaskerum med en gruekedel, og hvis man skulle vaske med maskine, var det med en lejet maskine, der blev sat fast på en transportvogn og hægtet bag på en cykel og trillet hjem på vaskedagen.

En kreds af husstande havde sluttet sig sammen om at bygge fællesvaskeriet på andelsbasis på den tomme grund mellem Skovvej 6 og 8. Der var vist et firma, der havde specialiseret sig i at bygge og indrette den slags fællesvaskerier, ligesom man også havde fællesfrysehuse på landet.

Andelshaverne boede i al væsentlighed i østbyen, tæt på vaskeriet. Ikke mange kørte i egen bil, da vaskeriet var nyt, så man ønskede ikke at cykle alt for langt med sit vasketøj. Særligt mange boede i Nørregade, tæt på jernbanen og banegården. Da vaskeriet blev bygget, var det stadig et problem at holde vasketøjet rent på tøjsnore i den bydel på grund af røg og kulstøv fra DSBs damplokomotiver. Derfor var vaskeriet velkomment med dets beliggenhed.

Stadion Alle 6A
2013

Huset var indrettet med fem rum: Bag døren var der en smal gang, og for enden af gangen var der et meget lille toilet – og af en eller anden grund var der ikke vandlås på toilettet.

Til venstre fra gangen, i husets vestlige ende – bag vinduerne – var der vaskerum. I den sydlige ende af vaskerummet var der op mod væggen monteret iblødsætnings- og skyllekar af hvid terrazzo. I den modsatte ende stod vaskemaskinen. Op mod vestvæggen, mellem vinduerne var der en centrifuge, og mod den fjerde væg, ud mod gangen var der monteret bordplade til at lægge og sortere vasketøjet på. Løst i rummet var der en vaskebænk til at lægge vådt vasketøj på og indtil flere vaskekæppe til at håndtere det våde vasketøj mellem karrene, vaskemaskinen og centrifugen. Vaskemaskinen var af typen med en vandret roterende vasketromle i en lukket beholder med bueformet låg over og med en udvendig elektromotor. Centrifugen lignede nutidens, som findes i møntvaskerier, med en lodret perforeret cylinder og et låg, der ikke kunne åbnes, før cylinderen var bragt ned i omdrejninger.

Til højre for gangen var et smalt tørrerum i husets bredde med tøjsnore på langs i rummet og en elektrisk vifte med gitterafskærmning i hver ende. Rummet kunne bruges til tøjtørring, når det var regnvejr, men det var ikke effektivt, fordi der ikke var opvarmning i rummet, og den ventilerede luft var fugtig af regnen udenfor og det våde vasketøj indenfor.

Det østligste rum var stryge- og rullerum. I den ene ende var der ligesom i vaskerummet en fast bordplade til at sortere og lægge rulletøjet sammen på. Midt i rummet var monteret en stor og bred varmerulle. Løst i rummet var et strygebræt og strygejern.

Hvor vaskerummet i sagens natur var et fugtigt og klamt rum med vådt gulv og dug på ruderne, var stryge- og rullerummet lige så naturligt varmt og tørt og med en helt særlig lidt sveden lugt fra den meget varme rulle.

Vaskemaskinen, centrifugen og varmerullen var alle fra maskinfabrikken Nyborg (dengang Nyborg Jernstøberi A/S med bl.a. speciale i vaskerimaskineri).

Bag ved vaskeriet var der en lang smal tørreplads med tøjsnor. Pladsen gik helt ned til Stadions træningsbane. Af andet løst grej hørte der til vaskeriet en lille tohjulet trækvogn, der kunne hægtes bag på en cykel til transport af vasketøj mellem hjem og vaskeriet.

Hver husstand havde tildelt vaskedage, og så vidt jeg husker var der i begyndelsen ca. 25 andelshavere, hvilket i sig selv giver et indtryk af storvaskenes hyppighed. Antallet af andelshavere faldt dog betydeligt over de næste 10 – 15 år, da det blev almindeligt at have egen moderne vaskemaskine i hver husstand.

Elektricitetsforbruget blev betalt af den enkelte bruger ved indkast af nogle særlige mønter i en automat på el-tavlen i gangen. Mønterne blev de første par år købt hos Emil Nielsens, der boede skråt overfor vaskeriet i Sjællandsgade 17, og senere hos købmand Peter Appel på Østergade ved siden af skolen.

Da andelshaverne efterhånden meldte sig ud, standsede vaskeriet efter ca. 20 år, hvorefter huset stod tomt og ubrugt i nogle år, indtil en privatperson købte det og indrettede og brugte det i nogle år som sit eget private hobbyværksted med forskellige maskiner.

Husets tilstand, som det ses på billederne, viser dels, at det er bygget af ringe efterkrigsbyggematerialer og dels, at det er uopvarmet og dårligt vedligeholdt, selv om der er lagt eternittag på i stedet for det oprindelige af cementtagsten.

Avisopslag
1954