Bager C.M. Schmidts forretning på Vestergade 9, 1955

I en periode i begyndelsen af 1960erne var jeg som 13 – 14 årig et af de bude, der bragte morgenbrød ud for bager Schmidt tidlig morgen om søndagen.

Min skolekammerat Preben Forsberg Lorentzen, der senere blev murermester, var bud – eller bydreng som vi kaldte det – hos bager Schmidt. Og søndag morgen var der behov for ekstra kapacitet på cyklerne. Dengang var det almindeligt, at kunderne fik bragt brødet ud til gadedøren søndag morgen, så familiefædrene ikke alle skulle af sted i sutsko og slåbrok hen og stå i kø hos bageren. Mange var faste kunder, der fik leveret det samme hver søndag morgen. Og andre kunder bestilte mere specifikt til den enkelte søndag.

Foruden Preben Lorentzen var også min skolekammerat Hans Martin Rasmussen med, og der var flere, som jeg ikke husker navn på. Vi var fire eller fem i hvert fald. Preben havde foreslået mig til fru Schmidt, da der skulle bruges en ny, og fru Schmidt så på mig og sagde, jeg var alt for lille. Jeg var ikke så stor og stærk som Preben, Hans Martin og de andre, men jeg blev antaget på Prebens anbefaling.

Vi begyndte klokken 05.00, og natten til den første søndag fik jeg ikke sovet meget af nervøsitet for at sove for længe. Men klokken 05.00 var jeg der som alle de andre. Det var højst usædvanligt for mig dengang at stå op og bevæge mig ud i byen så tidligt om morgenen. Byen var helt anderledes end i dagtimerne. Der var tyst og stille – i hvert fald var der ganske anderledes lyde. Ingen biltrafik, ingen rangertrafik på banen, ingen forretninger var åbne, og ingen mennesker var på vej til eller fra arbejde på cykel. Alt var anderledes end i dagtimerne, luften syntes mere ren, og der var fuglekvidder af stære og solsorte fra hustagene. Måske mødte man en enkelt medarbejder på banen eller et postbud, der var på vej til tjeneste på de mere skæve arbejdstider, der kunne gælde for dem.

Vestergade ud for bager Schmidts forretning på Vestergade 9, ca. 1958

I bagbutikken og i bageriet hos bager Schmidt, der blev kaldt Budde Schmidt i folkemunde, var der liv. Igennem den åbne dør blev man mødt af bagerilugten og -varmen, der ikke kan sammenlignes med noget. Der var en kraftig, sødlig blandingslugt af brød, kager, dej, krydderier og alle de mange forskellige ingredienser, der indgik i produktionen, der blandede sig med lugten, der kendetegner rugbrødsbagning. Surdej og friskbagte rugbrød gik stærkt igennem. Det var en pragtfuld lugt. Ordene duft og aroma er slet ikke tilstrækkelige til at dække de stærke blandingsindtryk, der gik gennem ens næse og sind i et bageri i drift.

Når vi kom klokken 05.00, havde fru Schmidt og hendes medhjælpere i butikken dagen før skrevet poserne ud med navn, adresse, antal rundstykker, gifler, kryddere, horn, birkes, spandauere m.v., der skulle i hver pose. De såkaldte ”håndværkere” var ikke opfundet dengang. Poserne var sorteret efter kvarterer og veje byen, så ruterne var forberedt. Den første tur skulle vi så selv pakke poserne til og stille i en vidjekurv i den orden, de skulle leveres i. Vidjekurven var stor som en barnevogn uden hjul og kaleche. Bagerne havde været i gang i flere timer, før vi kom, og der var allerede bagt alt muligt morgenbrød, der stod i bestemt orden i store vidjekurve i bageriet. Masser af morgenbrød var der, og der blev stadig fyldt oveni kurvene, efterhånden som de blev tømt og lagt i poser.

Der var en hektisk stemning i bageriet. Det var varmt, og rigtig meget var tungt. Der blev arbejdet hårdt, hurtigt og uhyre professionelt, og man skulle ikke stå i vejen for en bager søndag morgen. Fascinerende at se det indarbejdede holdarbejde, der skete under opslåning af brød. Et brød i hver hånd samtidig – og hurtige rappe bevægelser. Det så overordentlig elegant ud. Det gjorde det også, når bagerne satte brød ind i ovnen med brødstage og tog brødene ud igen. Ovnen var muret op og med stenherd, og der var en forholdsvis lille åbning, hvorigennem bagerne satte brødene ind på herden med enkle rappe bevægelser med stagen. Jeg husker ikke, hvor mange brød, der blev sat på stagen ad gangen – måske seks eller otte. Men det gik hurtigt. Bager Schmidts ovn havde også en såkaldt udtræksherd, hvor hele herden med en jernstang kunne trækkes ud på to skinner i bagerigulvet. Den blev brugt til rugbrød – og måske også andet brød.

Foruden Budde Schmidt var der en eller to bagersvende og vist også en bagerlærling. En af svendene var Peter Adamsen, der senere overtog bageriet efter Budde.

Når den første kurv var pakket med morgenbrød, var det af sted ud i Vojens' gader og veje til de respektive adresser. Bager Schmidt havde kun en enkelt budcykel, og så havde han en aftale med naboen manufakturhandler Kurt E. Jensen om, at vi lånte hans budcykel søndag morgen. Der var derfor flere bude end budcykler, og de, der ikke kørte på budcykel, måtte køre på egen cykel, og så var der bare at holde balancen med den store kurv på cykelstyret. Det krævede ekvilibrisme og var ret besværligt for ikke at vælte eller tabe kurv og poser. Der var derfor rift om disse to budcykler. Jeg tror, det gik efter anciennitet – eller måske armkræfter – det sidste tror jeg dog ikke.

Brødposen skulle stilles pænt op ad gadedøren – eller hvis der var anderledes bestilt. Og så af sted igen til næste kunde, og næste kunde osv. osv. Det gav lidt indblik i hvem, der boede hvor i byen. Og tilbage efter næste kurvfuld på næste rute. De næste kurvfulde var hurtigere pakket, for da havde fru Schmidt og ekspeditricerne pakket poserne. Alt skulle gerne være leveret ved gadedørene inden klokken 07.30.

Når vi var færdige, var der morgenkaffe sammen med bager Schmidt og fru Schmidt og andre i køkkenet, og vi kunne spise alt det, vi bare orkede. Og det var godt brød, Budde Schmidt var en meget god bager. Der var altid god stemning ved morgenkaffen. Og det var en god afslutning på en meget tidlig begyndelse af søndag morgener i Vojens, med de helt specielle morgenstemninger. Som søndagsbud var lønnen dengang 5 kr., som blev udbetalt kontant hver gang.

Annonce fra 1957