Menu

Løveunger til Brødrene Gram

Her kan I læse fotograf Erling Jensens beretning om dengang, han skulle fotografere to løveunger, som var blevet skænket til Brødrene Gram.


Løveunge, 1976

I maj 1976 havde Brødrene Gram a/s 75-års jubilæum.

Blandt gæsterne var firmaerne Voss og Vølund, og de havde en helt speciel gave med, nemlig 2 små løver, som skulle symbolisere løverne i Brødrene Gram A/S logo.

Det var en meget populær gave, som man syntes kunne bruges i køleskabsreklamerne.


Brdr. Grams 75 års jubilæum
1976

Jeg fik besked på at kontakte Givskud ZOO for at få dem fotograferet, så en lille måned senere kørte jeg til Givskud Zoo for at fotografere de små løver. Problemet var, at de små løver var blevet alt for store, så var de ikke så charmerende mere. Jeg fik en aftale med den daværende direktør om, at han ringede, når de igen havde små løveunger. Dagen kom, hvor jeg skulle møde i Givskud ZOO kl. 7 om morgenen.

Ved ankomsten kom direktørens kone med meddelelse om, at hendes mand var blevet indlagt og var blevet opereret om natten, så han havde bedt hende om at være behjælpelig ved fotograferingen.

Hun bad mig hjælpe med at få fat i de 2 løveunger, som var i et dobbelt bur med moderen. I det bur var der en skillevæg med en lem, så de kunne bevæge sig i de 2 rum. Moderen var i det ene rum med ungerne, og nu skulle hun lokkes over i det andet rum ved at lægge et stykke kød ind i det og åbne skydedøren dertil. Det gik fint, og så snart moderen var derinde, blev skydedøren lukket til med en slå. Nu skulle jeg med en jernstang holde slåen fast således, at løvemor ikke kom ind, og fruen kravlede ind til ungerne for at få dem med ud samtidig med, at hun sagde: "Kommer hun ind til mig, æder hun mig."

Jeg klemte alt, hvad jeg kunne for, at løven ikke skulle få slåen slået fra, medens hun hvæste og brølede inden for tremmerne kun få cm. fra mig. Alt gik flot, men et held, at jeg ikke fik noget i bukserne med mig hjem.

Jeg havde forinden stillet baggrund og lys op i et lokale, og de små løver var meget fotogene. Jeg måtte lægge mig på maven og skubbe mig tættere og tættere på. Inden jeg var for tæt på, så de meget søde ud, men når så jeg kom for tæt på, for de frem, og jeg måtte hurtigt trække mig tilbage.


Løveunge, 1976