Menu

Juletræsfester på hotellerne i 1950erne

Denne tekst er skrevet af Lars Jacobsen.


Hotel Vojens, 1957

Hotel Pauli, 1955

I løbet af december måned – nogle gange mellem jul og nytår – blev der holdt juletræsfest i nogle af byens foreninger. Jeg selv husker juletræsfesterne i Socialdemokratisk Forening, Slagteriarbejderforbundet og i Vojens Husmoderforening. De var alle skåret over samme læst og forløb dermed hver gang stort set på samme måde i salen på enten Hotel Vojens eller Hotel Pauli.

Vojens Handels- og Industriforening holdt også juletræsfest, men dem har jeg ikke selv deltaget i.

Som børn så vi frem til juletræsfesterne, som oftest bare blev kaldt ”juletræ”. Det var oplevelser, med koncentreret forventning, spænding og stemning og ikke mindst udløsning af det hele.

Det foregik altid om eftermiddagen. Børn i søndagstøj og blankpudsede sko, med vandkæmmet hår og skilning i siden for drengenes vedkommende og med krøller og sløjfer i håret for pigernes vedkommende og forældre, der ligeledes havde fået vand i eller permanentet håret, samledes i hotellets garderobe og skænkestue, mens dobbeltdøren ind til salen forblev hermetisk lukket.

I skænkestuen var der servitricer med sort kjole og hvidt stivet forklæde. Det så godt ud. På disken var der et stort glas ligesom en guldfiskekumme med røde/orange solæg i saltlage. Men det var ikke for børn, for det hørte sammen med øl.

Der blev trængsel, og hår og tøj blev rettet og nettet på både børn og voksne i de sidste minutter, mens der stadig trængtes flere og flere mennesker udenfor salen, og mens der blev delt ud eller fundet frem af små hæfter med julesange og –salmer.

Til sidst var spændingen så intens, og folk stod og sad så tæt, at ventetiden var ulidelig.

Så med et åbnede dobbeltdøren ind til salen, hvor det pyntede juletræ stod og nåede helt op til loftet, tændt med levende lys i en ellers helt mørkelagt sal, hvilket gjorde et gevaldigt indtryk. Der var en intens og fortættet stemning af jul.

Spillemanden stod på scenen og satte gang i harmonikaen i samme øjeblik, døren blev åbnet. Det var som en forløsning fra spændingen, og børnene – nogle med forældre i hånden – gik ind i salen og dannede tætte rækker rundt om juletræet i fælles sang. Rundt om juletræet gik det, mens der blev sunget kendte julesange og -salmer, hvoraf teksterne var mere eller mindre kryptiske for i hvert fald de mindre af børnene. Det gjorde dog ikke noget, for det var genkendeligt og stemningsfuldt, og med i det hele var julemanden til stede. Han gik med rundt om træet, småsnakkede med børnene, og holdt dem i hånden efter tur, hvis de ikke var for generte.


Børn og julemand til juletræsfest på Hotel Pauli, her dog omkring 1935

Inden for kredsen, der bevægede sig rundt og rundt, var der en mand, der holdt øje med de mange levende lys på juletræet. Han havde en spand vand og en lang stage, hvorpå der for enden var sat en våd klud, der var tildannet, så han kunne slukke lys, der brændte skævt eller var ved at brænde ud også uden for arms rækkevidde. Det var, så vidt jeg husker, den eneste brandsikkerhedsmæssige foranstaltning – huha.

Efterhånden, som lysene på træet brændte ud og blev slukket, blev der igen tændt lys i salen, og den egentlige dans om træet blev afløst af kendte sanglege som Bro Bro Brille, Tornerose osv.

Træet blev derefter trukket over i et hjørne af salen, og der blev plads til at danse Den Toppede Høne, Lotte gik Lotte gik – op og ned ad gaden, Skomagerpolka, Fingerpolka, Ritsch Ratsh Filiong gongong osv.

Forældrene sad rundt i kanten af salen, og sad nogle ved små borde og fik kaffe, øl eller sodavand. Børn fik sodavand – rød eller gul – der fik det til at prikke i næsen ved bøvs. Cola og andre avancerede typer sodavand var endnu ikke slået igennem i Vojens. Nogle gule sodavand så grønne ud, men det var bare, fordi nogle af datidens klare sodavandsflasker ikke var helt klare, men lavet af grønligt glas.

Så skulle der deles poser ud, og spillemanden kunne holde en pause, mens der blev rigget til og båret store papkasser ind med poser og gjort klar til fordeling. Poserne blev ikke kaldt godteposer eller slikposer, bare ”poser” så vidste vi, hvad det drejede sig om. Børnene stillede op i række og geled med hver sin posebillet, som efter tur blev byttet med en pose, helst overleveret af julemanden.

Poserne blev åbnet i hast for at konstatere indholdet, der i store træk altid var ens – og dog. De var leveret af byens købmænd og Brugsen – afhængigt af foreningen, der holdt juletræsfesten. Der var som regel Cox Orange eller Ingrid Marie æbler, appelsin, mandarin, chokolade, lakrids, lakridskonfekt og marcipan i lidt varieret blanding. Brugsens poser var anderledes end købmændenes, fordi brugserne i Danmark den gang havde egne fabrikker til egne produkter – også slik. Det var godt og rigeligt, men andre mærker end købmændenes. Især havde poserne fra købmand Vintherskov et godt ry for indholdet, jeg husker ikke detaljeret hvorfor.

Efter poserne blev der igen danset, men efterhånden begyndte især de små drenge at synes, det var på tide at slutte festen, inden man blev opfordret til at danse tæt med piger. På det stadie var der mange piger, der dansede med deres far.

Ved nogle juletræsfester – ikke alle – var der tradition for at plyndre juletræet til slut. Træet, der var typisk var pyntet med håndlavet pynt af hvidt papir, glanspapir i alle farver, glansbilleder og vat m.v. foruden lametta – kilometervis af tynde sølvpapirsstrimler, der fik de levende lys til at funkle og reflektere, blev lagt ned og ribbet af børnene.

Så var der modsat vej igen igennem mylder og trængsel i skænkestue og garderobe for at få fat i overtøjet og ud igen i den friske luft udenfor, hvor det i mellemtiden var blevet mørkt.

Musikken blev altid leveret af en enkelt spillemand med harmonika. Jeg kendte kun en, der blev hyppigt brugt og som var populær: Helmuth Cortsen, som jeg kendte hjemme fra gaden, hvor vi var naboer. Julemanden kom altid fra Grønland.