Denne tekst er skrevet af Aage Gram og blev oprindeligt bragt i JydskeVestkysten. Den gengives her med tilladelse fra Lokalhistorisk Forening for Vojens-området.
Det var en ret sejlivet historie, den om Vojens-rytteren, som kom farende hen over himlen på sin ottebenede hest, fulgt af hæse hunde og bulder og brag.
I skolen hørte vi godt nok, at det var den gamle kampgud, Tor, som leverede torden og lynild, nâr han kom buldrende hen over skyerne med sine gedebukke og den berømte hammer, som kunne slå de frygtelige gnister. Men der opstod også en tro på, at den store Odin legede med i det vældige spil derude i naturen. Begrebet Vojens-rytteren vandt frem, og han blev både set og kendt mange steder i landet.
I dag trækker vi vel på både smilebånd og skuldre, når vi hører sådan en historie og glemmer nok de flyvende tallerkner og andet UFOrklarligt gods, som mange jo hævder at se oppe i det samme rum, hvor den grumme rytter også huserede engang.
Hvad vore gamle forfædre så lagde i de UFO-syn, som de havde, kan vi kun gætte os til i dag. Men at man har set dem som varsler ligger det nært at antage. Langt op i tiden hører vi om et fænomen her i det gamle Sønderjylland, som kaldes forvarsel. Et forvarsel kan optræde i forbindelse med et syn, f.eks. med noget voldsomt, som sker ude i naturen. Men det kan også opstå, fordi der er sket et eller andet mærkeligt og uforklarligt i landet eller ude i verden.
Når der nu her skal fortælles lidt historie om en spændende udvikling på en øde hedestrækning nær Vojensrytterens hjemegn, så er det da helt sjovt at trække et syn frem, som der går sagn om - og lade det være en nok så uhistorisk optakt til fortællingen om en by, som dukkede op i tomheden.
I begyndelsen af 1800-årene handlede mange af varsleme om maskiner, gerne store maskiner af jern, som sendte ild og røg og damp ud. De blev set om natten og som regel langt ude på meget øde strækninger. De kunne trække lange rækker af vogne med lys i vinduerne efter sig. Og her er der selvfølgelig ikke meget at tage fejl af. Vi har helt tydeligt varsler om jernbanerne, som var ved at dukke op ude i "den store verden", og som skulle komme og ændre livet på land og i by.
Hvem det så var, som så ildvognen køre ind over heden deroppe på Højderyggen en nat, ja det melder historien jo ikke noget om. Men en dag i 1864, og det skal endda have været søndag den 18. september, blev det virkelighed. Da kørte det første lokomotiv forbi et lille hus på Billunds marker. Et "skællehus" sagde man på sønderjysk; et skilderhus på rigssproget, men "drejet" så meget i dialekten, at det har nærmet sig det tyske Schilderhaus, som betyder et vagthus.
Det blev så ikke det eneste ord, som fik en påvirkning sydfra. Der kom mange tyske ord ind på pladsen derude omkring det lille vogterhus og skinnerne. Det, som danskerne jo havde sat i gang i 1862, anlægget af linjen fra Flensborg over Tinglev til Vamdrup, blev stoppet i 1864, da prøjserne kom. Men snart så de også fordelene ved at fortsætte projektet, og de følgende år lød der altså mest tysk ved sporene på heden.