Menu

Hvorfor er Skrydstruppigen lidt mut?

Denne tekst er skrevet af Aage Gram og blev oprindeligt bragt i JydskeVestkysten. Den gengives her med tilladelse fra Lokalhistorisk Forening for Vojens-området.

Der er fortalt og skrevet meget om egnens mest kendte fund fra bronzealderen. Historien om hvordan Skrydstruppigen har levet og set ud, hvor og hvordan hun blev fundet osv. er kendt af både små og store - ikke bare i Vojens og Skrydstrup, men i hele landet.

Mange ved også, at hun kom tilbage til stedet, hvor hun muligvis har gået, da hun levede for de ca. 3000 år siden. Hun kom genskabt i bronze og fik en plads ikke langt fra den høj, hun var blevet lagt i - og endnu nærmere den store gård, hvor hun kan have haft sin gang.

I maj næste år er det så 30 år siden, Turistforeningen og Lions Club kunne afsløre statuen af hende. Da Turistforeningen startede i begyndelsen af 1970'erne, skulle der jo peges på nogle attraktioner i og omkring Vojens. Det var helt naturligt at begynde med pigen ude fra Skrydstrup Mark. Men hendes høj så ikke godt ud. Den var ikke blevet ordnet efter udgravningen i 1935, så det første, der skulle ske, var en retablering. Det skete så, og tankerne rettedes mod en markedsføring af det berømte fund.

At få pigen hjem fra Nationalmuseet vidste man var umuligt Men hvad med at få hende hjem i bronze?

Ideen slog an, og repræsentanter for Turistforening og Lions Club drog til hovedstaden og fik kontakt til en ung studerende på Kunstakademiet. Jens Peter Kellermann hed den unge mand, og han påtog sig opgaven med fremstillingen af pigen.

Den 19. maj 1979 kunne den festlige indvielse af statuen så finde sted i det lille anlæg for enden af Vestergade.


Skrydstruppigen afsløres, 1979

Skrydstruppigen, o. 1995

Repræsentanter for de to foreninger havde jo jævnligt været ovre for at følge fremstillingen af modellen. Det var spændende at se, hvorledes skikkelsen voksede frem i leret Men man undrede sig hver gang lidt over, at der ikke blev sat ansigt på. Der var kun en "klat" under hele processen - også ved det sidste besøg inden støbningen skulle ske.

Det var selvfølgelig i spænding, man ventede på "den færdige pige", da afsløringen skulle ske, og forhænget trækkes til side. Og så stod hun der! Smuk i sin beskedne fremtoning.

Men hvorfor så hun dog så mut ud? Ingen spurgte selvfølgelig til det, eller bemærkede noget om det den dag, og det var vist godt nok. For et vågent øje havde allerede strejfet bænken ved siden af statuen. Her sad fru Kellermann, og her sad "ansigtet"!

Det er måske heller ikke så morsomt at skulle levere ansigt til sådan en gammel pige - kan være, at fru Kellermann har tænkt sådan? Eller måske er det bare Skrydstruppigen selv, som aner, at hun nu skal stå der og vente på at blive "pebermø" i Vojens?

Note: Teksten er skrevet i 2008, så "næste år" henviser til året 2009


Gå til oversigten over Aage Grams lokalhistoriske fortællinger