Denne tekst er skrevet af Aage Gram og blev oprindeligt bragt i Vestkysten og Jydske Tidende d. 23.1. 1982, dog i en forkortet udgave i Vestkysten.
Når man i disse dage kører igennem det gamle Billundområde ved Vojens kan man se, hvordan de sidste spor af et lille samfund forsvinder. Snart røber kun resterne af et par gamle haver, hvor nogle prægtige gårde har ligget.
I erindringen dukker billederne op af den gamle Pottervej, som sneg sig forbi Nørgaards lade og Ravns stuehus - for at fortsætte sydover - hen forbi Billundgårds statelige bygninger - gennem æblegården - ned i dalen og hen over bækken - for så igen at søge opad gennem granplantagen ind mod Vojens.
Her opstod engang i middelalderen en lille boplads midt i lyngområdet, hvor de vilde bier holdt til. Selve navnet siges at have tilknytning til det flittige insekt, den arbejdsomme bi. Og rettelig burde man nok i dag benytte stavemåden Bi-lund - altså med et l, - dermed ville også forvekslingsmulighederne med den nordligere byggeklods- og charterby kunne undgås.
Billundgård
Før lyngen vandrede ind og kvalte trævæksten, strakte den vældige Farrisskov sig her op. 17 kønne egetræer og 3 aske, som nu er fredede, står langs med den lille markvej, som går østover forbi den bitte sø. Disse træer skal være efterkommere af den fordums store skov, hvis navn formentlig knytter sig til det gamle ord "far" - betegnelsen for en vej, et spor eller et overfartssted.
Længe før skoven og lyngen dækkede området, benyttedes det som gennemgangsland. Sten- og bronzealderfolket har efterladt deres spor her. Mod nord ved Jegerup og syd for Billund bl.a. med den pompøse gravhøj - 53 m.o.h. - det senere sigtepunkt for Hærvej og Pottervej. Længere nede i dalen finder vi den smukke stenkiste fra yngre stenalder, og vest herfor er der nylig udgravet en række småhøje.
Op imod vor egen tid får vejen liv igen. Hærvejsgrene og grene af den nu forsvundne "Savsevej" (Sakservejen) øst og vest for Billund mister deres betydning, og de vejfarende benytter igen strækningen langs højderyggen. Det blev handelsmænd fra Vardeegnen, som kom til at give vejen navn fra Billund og sydpå, Pottervejen blev dens betegnelse efter de lervarer, som førtes fra det jyske til det holstenske. Navnet er nu desværre forsvundet sammen med de nye linieføringer og druknet i misforståede betegnelser som Byboulevard. Bregnbjergvej osv.
Forsvundet som så meget andet. Borte er de 3 gårde, som i 1645 købte sig fri for hoveri (avlingshoveri) på Vojensgård, og som senere i 1723 optræder i en mølleopgørelse for Tørning mølle sammen med et landboel. En halv snes år senere er antallet af gårde oppe på 5, og det ene landboel eksisterer fortsat. Man bemærker, at Billund og Vojens - medens der endnu eksisterer en landsby af det navn - har møllepligt i Tørning. Det er muligvis et fingerpeg om, at områdets kirkelige tilhørsforhold tidligere gik sydover mod det gamle Nybøl sogn - det nuværende Lilholt - hvor den kirke lå, hvis spor man netop i disse dage søger i et kapløb med grusgravningen øst for banelinien. Senere efter Nybøls ødelæggelse gik Billund til Jegerup, hvor man både søgte kirken og skolen.
Forsvundet er også den smukke, gamle Billundgård, som opførtes i 1829 i den ægte slesvigske byggestil og henlå som en pryd for hele området - fuldstændig uændret udvendig som indvendig - indtil kommunen i fuldkommen mangel på forståelse og historisk fornemmelse lod gården nedrive for at gøre plads til det mest skæmmende byggeri, der endnu er set i et boligområde.
Billundgårds bygherre havde et barnebarn, som senere overtog gården. Det var den navnkundige studehandler Hans Christian Hansen, som gik for at være Sønderjyllands rigeste mand. Når han rejste rundt for at handle, havde han altid en pengekiste med sig - en tung krabat, som ofte indeholdt op til 70.000 mark, og man sagde, at han havde guld i den ene lomme og sølv i den anden! - fra 1921 og til 1950 optræder gården som "grevens gods", idet den ejes af slægten Ahlefeldt-Laurvig. Fra 50 og indtil nedrivningen var den gamle gård på familien Westermanns hænder.
Billeder dukker op, og billeder forsvinder. Pottervejens grus er nu afløst af "bred asfalt". Gårdene er væk - Nørgaards og Ravns, Stenderups, Billundgård og Overgården. Bag kålgårdens træer ses moderne typehuse omkranset af veltrimmede ligusterhække. Dem skal der da lyde et velkommen til - de er led i udviklingen. De er vor tids boelssteder, som skal være med til at bære vort område videre. Men det farvel, som nu lyder til det gamle Billund, er mere end et farvel til nogle gamle bygninger - det er også farvel til stoute bondeslægter, som bidrog til at føre os derhen, hvor vi står i dag.