Denne tekst er skrevet af Aage Gram og blev oprindeligt bragt i JydskeVestkysten i 2002.

Da det ny Vojens dukkede op på Billund hedestrækninger og marker for små 140 år siden, var der ikke mange bygninger i området. Ved det næsten forsvundne vejspor gennem lyngbakkerne og langs moserne lå en enkelt gård mod øst og muligvis nogle usle hytter ved vejkanten.

Gården kender vi lidt til. Den er nævnt så tidligt som i 1798 under navnet "Poulshuus" og senere i 1805 og 1840 under det navn, som vi stadig kender om børnehaven i østbyen: "Poulsberg" (punkt 3 på tegningen).

Ser man nøje efter, står den tyske stavemåde stadig under det nye navn i smedejern: "Povlsbjerg", som kom efter, at vores landsdel igen var blevet dansk.

"Povlsbjerg" er således den absolut ældste bygning i den nye by, men hvor meget der er ændret ved dens udseende og indretning, kan man nok ikke sige.

Bykort til teksten

Jernbanen ændrede alt
Jernbanen kom i 1864. Det ændrede alt. Med anlægget af banen kom der gang i byggeriet. Det nuværende Vojens fik fart på.

Det varede ikke længe, inden den fine, nye station lå der som nabo til "Billundbjerg" - "bjerget" (9), som i dag kaldes "Møllebakken". Og snart fulgte andre bygninger efter.

Af de oprindelige bygninger er der nogle stykker tilbage - om ikke i den helt originale skikkelse så dog genkendelige - fra tiden omkring 1860'erne -70'erne.

"Vesterkro", som sammen med "Møllerhuset" (10) stadig præger midtbyen er to gode eksempler. Måske er ikke alle klar over, hvor "Vesterkroen" ligger, men siger vi så "Pauli" (11), går det nok bedre.

Pauli-navnet afløste det oprindelige, da Chr. Knudsen Pauli fra Vestergasse i 1887 købte kroen, som i øvrigt skal være bygget og vistnok også drevet en tid af byens egentlige grundlægger, Peter Nicolaisen Lagoni.

"Møllerhuset" ligger noget tilbagetrukket og lidt ophøjet i forhold til den nuværende hovedgade - og minder lidt bedrøveligt om den fine vindmølle, som blev bygget omkring 1868 og var byens vartegn gennem de mange år, indtil den så skammeligt blev revet ned omkring 100 år senere.

Det oprindelige
En tur gennem byen i dag byder på flere af de oprindelige huse - mange af dem om- og tilbyggede, nogle af dem skæmmede af vores tids grimme reklameskilte og ophæng.

Der findes genkendelige huse, som var bygget til personalet ved banen og toldvæsenet. Der er eksempler på købmandsgårde - et ganske godt eksemplar for eksempel ved den gamle bygade, den "blinde" del af Østergade, hvor man finder "Kaufhaus Woyens" (7) med barbersalonen i østenden, hvor man også kunne få trukket tænder ud.

Lidt længere fremme lå det kejserlige tyske posthus (5), et "skrummel", som den dag i dag skræmmer østbyen, men som jo rummer historie. Går vi videre mod øst, kan det da være morsomt at kigge på "Appels hus" (4) , den tidligere købmandsbutik, hvor gendarm Schäfer boede og holdt styr på Vojens-folket i den tyske tid.

Den absolut mest interessante bygning i den del af byen finder vi oppe ved kirken. "Det røde kapel" (2), som blev opført i 1882, tjente som kirke, da byen efterhånden voksede, og folk ikke mere ville tage den lange vej ud til sognekirken i Jegerup, og da der også var blevet pladsmangel på den lille kirkegård derude.

I begyndelsen var den røde bygning ligkapel, men i 1894 indrettedes den til midlertidig kirkesal, hvor der blev afholdt to månedlige gudstjenester med en tysk præst, de dansksindede måtte fortsat begive sig til Jegerup. I dag adskiller kapellet sig fra alle andre i vores land - en "minikirke" med både skib og kor er en egenartet nabo til den genforeningskirke (1), som fulgte.

Præsteqården
Vi fik også en præstegård (6). Gârdejer Schmidt fra Vojensgård havde tilbudt en grund oppe ved det røde kapel, men et flertal i kirkekollegierne i Vojens og Jegerup ville af uransagelige grunde anbringe præstegården ved købmand Westphals villa. Købmanden boede nær op ad banen, men det generede åbenbart ingen dengang, og resultatet blev, at man opførte gården mellem banen og vejen, som ret naturligt kom til at hedde Præstegårdsvej. Den danske stat betalte byggeriet, hvad der var helt usædvanligt. Haderslev-arkitekten Blöcher tegnede, lokale håndværkere byggede, og den 1. juli 1922 kunne pastor Rosendahl og familie flytte ind i den smukke rødstensbygning, som havde kostet godt og vel 50.000 kroner.

Den gamle præstegård, som den jo nu kaldes, fortæller genforeningshistorie, men den rummer jo også historie fra mange års kirkearbejde i det nye sogn. Det er derfor ikke kun mursten, man skal se på, når nu talen igen er om nedrivning eller fortsat beståen. Der skal skabes plads til mennesker, men det bør nøje overvejes, om vi har råd til at udslette alt for mange spor i en by, som desværre af nogle kaldes historieløs. Sporene skræmmer. Men der er tid til besindelse.

Note: Året efter blev den gamle præstegård revet ned. Historiske bygninger har traditionelt ikke været højt prioriterede i Vojens.