Denne tekst er skrevet af Aage Gram og blev oprindeligt bragt i JydskeVestkysten. Den gengives her med tilladelse fra Lokalhistorisk Forening for Vojens-området.

I begyndelsen var der naturligvis en del tyskere, som var indehavere af forskellige forretninger rundt om i Vojens. Vi har f.eks. mødt barbererne Eigenwillie og Mager her i disse beskrivelser. De optrådte inden genforeningen og i kortere tid derefter.

Men senere korn der også tysk islæt i byens forretningsliv.

I manufakturfotretningen i Vestergade hed indehaveren en tid Julius Carstensen. Han var egentlig dansk officer; men da han giftede sig med datteren af den største tysker i Tinglev, lovede han svigerfar at blive en god tysker! Og han bestræbte sig da også alvorligt for at leve op til løftet i Vojens. I 1940'erne og frem mod 45 arbejdede han for oprettelsen af en tysk skole og en tysk børnehave, og han ville have indført tysk gudstjeneste i byen også.

Jul-Ca, som forretningen hed, gik strygende i de krigsår. Selvom det ofte var i skumringsmørket og med skulende blikke, at folk søgte ind i butikken, så overvandt mange flovheden, for manden havde jo sagerne - og var tilmed billig!

Reklame, år ukendt

Bøjle fra Jul-Ca, o. 1940

Hans lokkemad, som kunne være alt fra gummistøvler til brændsel, virkede. Han kunne for så vidt godt have brugt et velkendt slogan af i dag - i en lille omskrivning: "Hvem ka? -Jul-Ca"

Jul-Ca ku' imidlertid ikke mere, da krigen var forbi; eller også ville han ikke mere. I april 1951 overtages forretningen af Jørgen Bork, som fortsætter i manufakturbranchen.

Nevøen Fritz
Mens Julius Carstensen selv havde manøvreret sig ind i det tyske, havde det set noget anderledes ud for købmandsparret Nicolai Sørensen og hustru, Maren. De var brave danskere, men barnløse, og derfor havde de taget sig af en nevø, Fritz, som de hjalp til at blive læge.

Det må have glædet dem meget. Men at han også blev den store nazi-leder, det voldte dem sorg. Fritz Clausen var ikke et barn af byen - ikke direkte i hvert fald. Men der sad bestemt nogle her, som græmmede sig meget i de år over at have kendt ham, og hvordan Lauridsens tænkte, kan man vel kun forestille sig.