Denne tekst er skrevet af Aage Gram og blev oprindeligt bragt i JydskeVestkysten. Den gengives her med tilladelse fra Lokalhistorisk Forening for Vojens-området.

I krigsårene i 1940erne var Vojens Ungdomsskole indrettet til »Heereslazaret«, hvor der blandt andre opholdt sig mange blinde soldater. De blev på stedet et stykke tid efter kapitulationen og blev da passet af sygeplejersker og læger fra Røde Kors. Der var sat et trådhegn op omkring skolen, og inde bag det kunne man så se de invaliderede soldater følge trådene, når de var på deres gårdture.

Antallet af sårede og invalide var vokset stærkt mod slutningen af krigen, og da der ikke var plads nok på ungdomsskolen, blev der opført 2 barakker lige syd for flyvepladsen - nær det sted hvor AB. Jensens maskinfabrik nu ligger.

Det var oprindelig meningen, at skolen efter krigsafslutningen fortsat skulle fungere som lazaret; men forstander Hagelsø fik forhandlet sig frem til en løsning på problemet, og det lykkedes at få opmærksomheden ledet hen på en tom lejr i nærheden af betonvarefabrikken, Union. Den lejr skulle så udnyttes til tyske flygtninge, efter at de blinde soldater var blevet sendt hjem til Tyskland. Det skete den 15. august 1945, og herefter kunne skolen igen tage imod elever.

Sårede soldater afhentes ved ungdomsskolen, 1945

De 2 lejre, som blot betegnedes "Lager I" og "Lager II", skulle rumme godt og vel 5000 flygtninge. Den danske ingeniør, Stuhr, fra Vojens fik til opgave at bygge de mange barakker, som der blev behov for.

Det var svage og afkræftede flygtninge, som kom til Danmark for at blive hjulpet. Især var der mange svage børn blandt staklerne, og dødeligheden var stor. Mange bukkede under og endte på kirkegårde rundt om i landsdelen - flere i Skrydstrup. Gravene blev imidlertid senere flyttet til Oksbøl.

Lager II, 1947

Lejrene fungerede til august 1947, da de sidste flygtninge var overflyttet fra en lejr ved Vorbasse. Herefter blev de ryddet, og flygtningene blev sendt tilbage til Tyskland. Nu var det imidlertid ikke slut med fremmede beboere i lejrene, slet ikke. Efter en grundig istandsættelse fortsatte de som gennemgangslejre for de såkaldt "Wehrmachtsangehörige", dvs. tyske soldater og deres familier, som var blevet i landet - og det var ikke så få.

Mere end 22.000 kom forbi og blev så i mindre portioner sendt tilbage. I efteråret 1948 var der tømt ud, og de allersidste flygtninge og tidligere ansatte i vort lands "værnemagt" var ude.