Vojens havde plads til tre møller

Denne tekst er skrevet af Aage Gram og blev oprindeligt bragt i JydskeVestkysten. Den gengives her med tilladelse fra Lokalhistorisk Forening for Vojens-området.

I gamle dage var der i Vojens tre møller. Der var én på stationen, og den pumpede vand op til lokomotiveme, så de ordentlig kunne få damp på. Så stod der én oppe ved Mølledammen; den drev nogle knive, som skar gammelt papir og klude op til papstykker. Den mølle hed selvfølgelig Papmøllen. Og så var der endelig den tredje, den store og flotte ved Møllebakken eller Billundbjerg, som det høje punkt oprindelig hed.


Vandpumpemøllen, o. 1909

Papmøllen, 1895

Vojens Mølle var næsten 25 meter høj. Nederst var undermøllen, som den hed; så kom mellemloftet og malesalen, "æ mål' sal".

Der var et tomt loft, inden man kom til "hatten", som lå på nogle skinner. Ved hjælp af vindrosen øverst oppe kunne hatten dreje rundt på skinnerne. Vindrosen, som jo kunne ses viden om, havde seks aflange trekantede vinger af træ og kaldtes »æ selvkrøjer". Man kunne i øvrigt komme op i hatten via en lille hønsestige, som førte til en luge. Den måtte møllersvendene jævnligt ud af, når de skulle ud og smøre aksen og vingerne.

Møllens grund gik helt ned til banegården og mod nord op til Billundgårds marker. Den store grund havde møller Bartholin Johannsen købt af Lagoni i 1868, og det er Bartholin, som opfører møllen og ejer den til 1890, da Peter Comelius Huusmann køber den.


Vojens Mølle, 1910

Stien mod Billundbjerg, o. 1910

I møllen var der også et bageri i de første år. Her blev der bagt rugbrød og sigtebrød, og byens folk kunne komme og købe. Der var ingen butik, men møllerkonen stod for salget.

På et tidspunkt opstår der noget vrøvl omkring bageriet, og et par svende overtog det en tid; men det bliver så nedlagt, og det skyldtes formentlig, at der kom en "rigtig" bager til byen. Og mon ikke det var Lagonis bror, som startede en ganske god forretning op netop i de år?

Der hørte også en stald til mølleriet. Her var der plads til to køer, et par heste, og så var der også grisestier. Et møllerhus hørte selvfølgelig til.

Mellem møllen og huset var der en overdækket bro, som førte til møllerhusets loft, hvor der var forskellige felter afsat til forskellige melsorter. Når de engang imellem skulle "kastes", som det hed, når de skulle renses, åbnede man vinduerne, så støvet kunne blæse væk.

Møllen var byens vartegn og stolthed. Ved juletid anbragte mølleren i mange år nissens røde lygte i toppen af møllen. Det var Alfred Huusmann, som havde overtaget møllen efter faderen, der fastholdt den skik til glæde for både små og store.

Desværre valgte man at rive møllen ned , da Vojens fik vokseværk - skammeligt! Men møllerhuset fik dog lov at blive stående, og det er så ene om at minde os om den tid, da Vojens havde plads til hele tre møller.


Gå til oversigten over Aage Grams lokalhistoriske fortællinger