Menu

Nye billeder i de samme rammer

Denne tekst er skrevet af Aage Gram og blev oprindeligt bragt i JydskeVestkysten. Den gengives her med tilladelse fra Lokalhistorisk Forening for Vojens-området.

Når man i dag ser ud over det område omkring det ny Vojens, som voksede ud af ødelandet dengang i 1860'erne, kan det være svært at forestille sig det billede, som må have tegnet sig mange århundreder før, da de første beboere kom hertil.

Man aner måske stadig de meget større søer, som er gået forud for mosehullerne ved Billund og i retning af Jernhyt.

Og de to fredelige bække syd og nord for byen kan man nok forestille sig langt mere vandfyldte og rivende, end de er i dag.


Billund Bæk, 2010

Men hvad med bevoksningen, og hvad med landskabsformerne?

Vi ved, at der kom mennesker hertil for omkring 4-5000 år siden - måske før - og at det var mennesker, som blev her længe. Det bevidner blandt andet kværnstenen oppe ved flagstangen, og det fortæller alle de gravhøje, som måtte fjernes, for at f.eks. Brdr. Grams haller og Billund-kvartererne kunne komme op og stå.

Jo, og så har vi da også beretningerne fra dengang, da de gik i gang med Lagonis byggepladser. En af dem blev købt af købmand Ludvig Jensen Schmidt, og om ham ved vi, at han var en ivrig amatørarkæolog.

Han udgravede adskillige høje, og i johannes Thiessens bog om drengetiden i Vojens mindes han blandt andet besøgene hos Schmidt, hvor stuen var fyldt med redskaber fra de forskellige gravfund.

Om landskabernes udseende ved vi vel ikke så meget. Men fra mosernes bund kan vi se, hvordan de fra tidlig stenalder og frem mod bronzealderen har været præget af de mere hårdføre vækster som birk, fyr og hassel, og naturligvis har lyngen også været meget fremherskende.

Da så bronzealderen kommer - og med den "den gyldne tid" omkring i vore egne - sker der også betydelige ændringer i planteverdenen. Med et mildere klima kommer nu eg, elm og ask, og skovene breder sig. Vi ser, hvorledes det afspejler sig i byggerierne af store gårde - "Bronzealderhuset" på Over Jerstalvej - og vi møder egetræet i højenes kister.


Bronzealderhuset, 2000

Menneskene har til alle tider genbrugt naturen og dens midler.

Vi genbruger i dag af arealerne til vore skinner og huse.

Skrydstrup-pigens familie genbrugte af forfædrenes efterladenskaber. F.eks. ligger det store bronzealderhus bag Brdr. Grams haller faktisk side om side med et par stenalderhuse, ja, nærmest oven i.

Rammerne omkring de mange mennesker, som har været her, er de samme. Men der er blevet tegnet vidt forskellige billeder inde i dem.

Og tak for det!


Gå til oversigten over Aage Grams lokalhistoriske fortællinger