Denne tekst er skrevet af Aage Gram og blev oprindeligt bragt i JydskeVestkysten. Den gengives her med tilladelse fra Lokalhistorisk Forening for Vojens-området.

I mange år kunne man spore resterne af den gamle by, Vons, ude på markerne omkring Vojensgård. Der var spor af den gamle bys haveanlæg; men efterhånden har dyrkningen af arealerne derude visket minderne væk.

Den gamle bys navn lever videre i den nye ladegård efter nedlæggelsen dengang på slutningen af 1500-årene, og der skulle gå næsten 300 år, inden det blev bynavn igen.

I mange år blev Vojensgård drevet ved almindeligt hoveri, hvor omegnens bønder skulle give møde og arbejde så og så lang tid på ladegårdens marker.

Af gamle optegnelser kan man se, at det var begrænset, hvad gården frembragte, og tidligt blev det besluttet, at den form for hoveri, som kaldtes avlingshoveri, skulle afløses af årlige afgifter, de såkaldte gerningspenge.

Der var mange gårde rundt om, som gerne ville være fri for at arbejde på Vojensgård, så de købte sig fri for den pligt Vi møder nu begrebet tre "frigårde" i Billund, og det kunne måske lede tanken hen på et spørgsmål, som tit er blevet stillet om stednavnet Jegerup Frihed.

Det område, hvor det ny Vojens nu breder sig nord- og vestover, strejfer Jegerup Frihed, og mange undrer sig lidt over det stednavn. Kan det mon tænkes, at vi skal tilbage til historien om frikøbene dengang for de mange år siden?

Da avlingshoveriet er afskaffet på Vojensgård, blev den bortforpagtet af amtmanden i Haderslev. Men der dyrkes fortsat for lidt på markerne, og vi møder nu mange skiftende forpagtere helt frem mod slutningen af 1700-årene.

Så skete der imidlertid noget i 1788.
Mickel Thomsen og Jes Negelsen var ligesom de otte andre bønder derude i Vons meget urolige og bange for, hvad der skulle ske.

Reformationen var nu gennemført overalt i landet. Kirken havde mistet det meste af sin magt Men til gengæld havde så både kongen og adelen fået så meget mere, og nu trak mørke skyer sig sammen over den lille landsby og de forfaldne 10 gårde derude for enden af den lange tunneldal.

Landsbyen havde ændret sig meget op gennem tiderne. Dens navn mindede stadig om dengang, da man endnu stolede på Odin, og stederne i nærheden fortalte også om respekten for de gamle guder. For eksempel var der lige i nærheden det sted, hvor man havde æret kampens gud. Tyreshul havde været Tyrs eller Tirs sted. Men nu gik der så rygter om, at "de to" skulle nedlægges. Bygningerne var i forfald, og der var planer om, at der skulle bygges en stor ny gård i nærheden.

Vi ved at "de 10 gårde" eksisterede endnu i 1542. Da sidder hertug Hans den Ældre inde i købstaden, og kongen hedder Christian 3.

Hvornår det så sker helt nøjagtigt for Mickel og Jes og de andre otte bønder, er ikke helt klart. Men da både hertug Hans og Christian 3. er væk, er også gårdene væk. Muligvis er det ikke de to, som er hovedskyldige? Frederik 2., som jo fulgte, var en stor opkøber og sælger af jord.

Om jorden omkring Vons ved vi i hvert fald, at den blev lagt ind under den nye ladegård derude. Den gamle landsby forsvandt. Men det gjorde dens navn ikke.

Vons-navnet flyttede i en lidt ændret form over i den nye gård, der herefter omtales som Woyensgaard, og her opbevares det så i mange, mange år - indtil der sker noget en mils vej vestover inde på lyngmarkerne ved Billund.

I dag er de synlige spor af Vons eller Woyens forsvundet. Stavemåden Woyens kendes helt tilbage i 1649 og blev jo den form, vi kender byen i, da tyskerne kom efter 1864.

Resterne af gamle haveanlæg er nu forsvundet under plov og harve, og det kan heller ikke ses, at der længe før tiden med Vons har været en større oldtidsbebyggelse. Men fundet af blandt andet tre langhuse og otte grubehuse fra vikingetiden fortæller om stor aktivitet her, hvor "vuggen" til det nye Vojens har stået.